Samfundets støtter
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
1.utg: [2]
HU: 29
1.utg: [3]
SAMFUNDETS STØTTERSKUESPIL I FIRE AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO
1877
1.utg: [4]
GROSSERER RUMMELS FRUE
FRØKEN RUMMEL
FRØKEN HOLT
Handlingen foregår i konsul Bernicks hus i en mindre, norsk kystby.
1.utg: [6]
En rummelig 
havesal i konsul Bernicks hus. I forgrunden tilvenstre fører en dør ind til konsulens værelse; længere tilbage, på samme væg, er en lignende dør. Midt på den modsatte væg er en større indgangsdør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejlglas med en åben dør ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af haven, der indhegnes af et gitter med en liden indgangsport. Udenfor og langsmed gitteret løber en gade, der på den modsatte side er bebygget med små lysmalte træhuse. Det er sommer og varmt solskin. Enkelte mennesker går nu og da forbi henne i gaden; man standser og samtaler; der handles i en på hjørnet liggende krambod o. s. v.
havesal i konsul Bernicks hus. I forgrunden tilvenstre fører en dør ind til konsulens værelse; længere tilbage, på samme væg, er en lignende dør. Midt på den modsatte væg er en større indgangsdør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejlglas med en åben dør ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af haven, der indhegnes af et gitter med en liden indgangsport. Udenfor og langsmed gitteret løber en gade, der på den modsatte side er bebygget med små lysmalte træhuse. Det er sommer og varmt solskin. Enkelte mennesker går nu og da forbi henne i gaden; man standser og samtaler; der handles i en på hjørnet liggende krambod o. s. v.Inde i havesalen sidder omkring et bord en forsamling af damer. Midt for bordet sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side sidder fru Holt med datter; dernæst fru Rummel og frøken Rummel. Til højre for fru Bernick sidder fru Lynge, frøken Bernick og Dina Dorf. Alle damerne er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger store bunker af halvfærdigt og tilklippet linned samt andre beklædningsgenstande. Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guldsnit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige for tilskuerne. Ude i haven løber Olaf Bernick omkring og skyder tilmåls med en bue.
linned samt andre beklædningsgenstande. Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guldsnit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige for tilskuerne. Ude i haven løber Olaf Bernick omkring og skyder tilmåls med en bue.En liden stund efter kommer skibsbygger Aune stilfærdigt ind gennem døren tilhøjre. Der indtræder nogen forstyrrelse i læsningen; fru Bernick nikker til ham og peger mod døren tilvenstre. Aune går sagte hen og banker et par gange sagte og med mellemrum på konsulens
går sagte hen og banker et par gange sagte og med mellemrum på konsulens HIS: 12
dør. Fuldmægtig Krap, med hat i hånden og papirer under armen, kommer ud fra værelset.
1.utg: 8
FULDMÆGTIG KRAP
Nå, er det Dem, som banker?
SKIPSBYGGER AUNE
Konsulen har havt bud efter mig.
FULDMÆGTIG KRAP
Har så; men kan ikke modtage Dem; har overdraget til mig at –
SKIPSBYGGER AUNE
Til Dem? Jeg vilde nok helst –
FULDMÆGTIG KRAP
HU: 34
SKIPSBYGGER AUNE
FULDMÆGTIG KRAP
De må ikke bruge Deres fritid til at gøre folkene ubrugelige i arbejdstiden. Sidst lørdag har De talt om den skade, arbejderne skal have af vore nye maskiner og af den nye arbejdsmåde på værftet. Hvorfor gør De det?
SKIPSBYGGER AUNE
Det gør jeg for at støtte samfundet.
HIS: 13
FULDMÆGTIG KRAP
Det var mærkeligt! Konsulen siger at det er samfundsopløsende.
1.utg: 9
SKIPSBYGGER AUNE
FULDMÆGTIG KRAP
De er først og fremst formand på konsul Bernicks værft. De har først og fremst at gøre Deres skyldighed imod det samfund, som kaldes konsul Bernicks firma; for det er det, vi allesammen lever af. – Ja, nu ved De, hvad konsulen havde at sige Dem.
SKIPSBYGGER AUNE
FULDMÆGTIG KRAP
Han hilser og går ud gennem haven og nedad gaden. Skibsbygger Aune går stille ud tilhøjre. Adjunkten, der under den foregående dæmpede samtale har fortsat læsningen, er straks efter færdig med bogen og klapper den sammen.
FRU RUMMEL
Ak, hvilken lærerig fortælling!
HU: 35
FRU HOLT
Og så moralsk!
FRU BERNICK
En sådan bog gir virkelig meget at tænke på.
ADJUNKT RØRLUND
Å ja; den danner et velgørende modstykke til hvad vi desværre daglig kan se, både af aviser og af tidsskrifter. Denne forgyldte og sminkede yderside, som de store samfund bærer tilskue, – hvad dølger den egentlig? Hulhed og rådenskab, om jeg så må sige. Ingen moralsk grundvold under fødderne. Med et ord, – de er kalkede grave, disse store samfund nutildags.
dølger den egentlig? Hulhed og rådenskab, om jeg så må sige. Ingen moralsk grundvold under fødderne. Med et ord, – de er kalkede grave, disse store samfund nutildags.
FRU HOLT
Ja, det er visst og sandt.
FRU RUMMEL
Vi behøver jo bare at se hen til det amerikanske skibsmandskab, som ligger her i denne tid.
ADJUNKT RØRLUND
Nå, slige udskud af menneskeheden vil jeg sletikke tale om. Men selv i de højere kredse, – hvorledes står det til der? Tvivl og gærende ytrer sig ikke frække omstyrtningslyster lige over for de alvorligste sandheder?
udskud af menneskeheden vil jeg sletikke tale om. Men selv i de højere kredse, – hvorledes står det til der? Tvivl og gærende 1.utg: 11
uro på alle kanter; ufred i sindene og usikkerhed i alle forholde. Hvorledes er ikke familjelivet undergravet HIS: 15
derude? Hvorledes ytrer sig ikke frække omstyrtningslyster lige over for de alvorligste sandheder?
DINA
uden at se op
Men sker der ikke også mange store gerninger?
ADJUNKT RØRLUND
Store gerninger –? Jeg forstår ikke –
FRU HOLT
forbauset
Men, Gud, Dina –!
FRU RUMMEL
på samme tid
Men, Dina, hvor kan du dog –?
ADJUNKT RØRLUND
Jeg tror ikke det vilde være sundt, om den slags gerninger fik indpas hos os. Nej, da bør nok vi herhjemme takke Gud, at vi har det, som vi har det. Vel vokser her ugræs mellem hveden her også, desværre; men det stræber vi da redeligt at luge op så godt vi formår. Det gælder at holde samfundet rent,
ugræs mellem hveden her også, desværre; men det stræber vi da redeligt at luge op så godt vi formår. Det gælder at holde samfundet rent, HU: 36
mine damer, – at holde ude alt dette uprøvede, som en utålmodig tid vil påtvinge os.
FRU HOLT
Og sligt findes der desværre mere end nok af.
1.utg: 12
FRU RUMMEL
HIS: 16
FRU BERNICK
Nå, det fik da Karsten forhindret.
ADJUNKT RØRLUND
FRU BERNICK
Og alligevel fik han høre så meget ondt i aviserne. Men vi glemmer rent at takke Dem, herr adjunkt. Det er virkelig mere end venligt af Dem, at De ofrer så megen tid på os.
ADJUNKT RØRLUND
Å hvad; nu i skoleferierne –
FRU BERNICK
Ja, ja, det er dog et offer alligevel, herr adjunkt.
ADJUNKT RØRLUND
flytter sin stol nærmere
Tal aldrig om det, bedste frue. Bringer De ikke allesammen et offer for en god sags skyld? Og bringer De det ikke gerne og gladeligen? Disse moralsk fordærvede, hvis forbedring vi arbejder for, er at betragte som sårede soldater på en slagmark; De, mine damer, er diakonisserne, charpi til disse ulykkelige tilskadekomne, lægger forbindingen lindt om sårene, læger og heler dem –
Disse moralsk fordærvede, hvis forbedring vi arbejder for, er at betragte som sårede soldater på en slagmark; De, mine damer, er diakonisserne, 1.utg: 13
de barmhjertige søstre, der plukker charpi til disse ulykkelige tilskadekomne, lægger forbindingen lindt om sårene, læger og heler dem –
HIS: 17
ADJUNKT RØRLUND
HU: 37
FRØKEN BERNICK
Ak, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Tidt, når jeg går dernede i skolestuen, ønsker jeg at jeg var langt ude på det vilde hav.
ADJUNKT RØRLUND
Ja se, det er anfægtelserne, kære frøken. Men mod slige urolige gæster gælder det at stænge døren. Det vilde hav, – det mener De naturligvis ikke bogstaveligt; De mener det store bølgende menneskesamfund, hvor så mange går tilgrunde. Og sætter De virkelig så megen pris på det liv, De hører summe og bruse hist udenfor? Se bare ned på gaden. Der går menneskene i solheden og sveder og tumler med sine små anliggender. Nej, da har vi det sandeligen bedre, forstyrrelsen kommer.
anfægtelserne, kære frøken. Men mod slige urolige gæster gælder det at stænge døren. Det vilde hav, – det mener De naturligvis ikke bogstaveligt; De mener det store bølgende menneskesamfund, hvor så mange går tilgrunde. Og sætter De virkelig så megen pris på det liv, De hører summe og bruse hist udenfor? Se bare ned på gaden. Der går menneskene i solheden og sveder og tumler med sine små anliggender. Nej, da har vi det sandeligen bedre, 1.utg: 14
vi, som sidder svalt herinde og vender ryggen til den kant, hvorfra forstyrrelsen kommer.
FRØKEN BERNICK
Ja, Gud, De har visst så fuldkommen ret –
ADJUNKT RØRLUND
FRU BERNICK
vendt mod den forreste dør tilvenstre
Hvor højrøstede de blir derinde.
HIS: 18
ADJUNKT RØRLUND
Er der noget særdeles påfærde?
FRU BERNICK
Jeg ved ikke. Jeg hører, der er nogen inde hos min mand.
Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer ind ad døren tilhøjre, men standser ved synet af de mange damer.
HILMAR TØNNESEN
Å, om forladelse – (vil trække sig tilbage)
FRU BERNICK
Nej, Hilmar, kom kun nærmere; du forstyrrer ikke. Var det noget du vilde?
HILMAR TØNNESEN
Nej, jeg vilde kun se indom. – Godmorgen, mine damer. (til fru Bernick) Nå, hvad blir det så til?
FRU BERNICK
Så? Men hvad er det da egentlig?
HIS: 19
HILMAR TØNNESEN
Å, det er jo dette jernbanevrøvl igen.
FRU RUMMEL
Nej, kan det være muligt?
ADJUNKT RØRLUND
Men hvorledes rimer vi dette sammen, herr Tønnesen? Konsul Bernick gav jo dog ifjor så tydeligt tilkende at han ikke vilde have nogen jernbane.
HILMAR TØNNESEN
FRU RUMMEL
Ja, var det ikke det jeg syntes, at jeg hørte Rummels stemme.
1.utg: 16
HILMAR TØNNESEN
HILMAR TØNNESEN
Om forladelse, herr adjunkt.
HIS: 20
FRU BERNICK
Og nu var her så godt og fredeligt.
HILMAR TØNNESEN
ADJUNKT RØRLUND
Å, den slags adspredelser synes jeg man må kunne undvære.
HILMAR TØNNESEN
Det er nu som man er anlagt. Visse naturer trænger nu og da til oprivende kampe. Men sligt har småstadslivet desværre ikke meget at byde af, og det er ikke enhver givet at – (blader i adjunktens bog)
«Kvinden som samfundets tjenerinde». Hvad er det for noget sludder?
småstadslivet desværre ikke meget at byde af, og det er ikke enhver givet at – (blader i adjunktens bog)
HU: 39
«Kvinden som samfundets tjenerinde». Hvad er det for noget sludder?
FRU BERNICK
Gud, Hilmar, det må du ikke sige. Du har visst ikke læst den bog.
1.utg: 17
HILMAR TØNNESEN
Nej; og jeg agter heller ikke at læse den.
HILMAR TØNNESEN
Nej, jeg er ikke.
FRU BERNICK
Har du kanske ikke sovet godt inat?
HIS: 21
HILMAR TØNNESEN
HILMAR TØNNESEN
OLAF
som er kommen op på havetrappen
Har du været forfulgt af en hvalros, onkel?
HILMAR TØNNESEN
1.utg: 18
OLAF
Jo, det vilde jeg gerne, men –
HILMAR TØNNESEN
OLAF
Og så kunde jeg skyde bjørne, onkel. Men jeg får ikke lov for far.
HIS: 22
FRU BERNICK
Du må virkelig ikke sætte ham sådant i hodet, Hilmar.
HILMAR TØNNESEN
Hm, – jo, det er en slægt, der opdrages nutildags! Der tales om idræt og idræt, – Gud træde faren mandigt under øjnene. Stå ikke og peg imod mig med buen, din klods; den kan gå løs.
slægt, der opdrages nutildags! Der tales om idræt og idræt, – Gud HU: 40
bevares, – men altsammen så er det leg; aldrig en alvorlig drift til dette hærdende, som ligger i at træde faren mandigt under øjnene. Stå ikke og peg imod mig med buen, din klods; den kan gå løs.
OLAF
Nej, onkel, der er ingen pil i.
HILMAR TØNNESEN
1.utg: 19
FRU BERNICK
Nej, men Hilmar –
FRU BERNICK
Nu kan du gå ned i haven igen, Olaf.
HIS: 23
OLAF
FRU BERNICK
Ja; men endelig ikke for langt.
Olaf løber ud gennem gitterporten.
ADJUNKT RØRLUND
Men hvorfor rejser De ikke selv over?
HILMAR TØNNESEN
Jeg? Med min sygdom? Nå, det forstår sig, den tar man jo ikke stort hensyn til her i byen. desuagtet, – man har dog visse forpligtelser mod det samfund, man står i. Her må dog ialfald være nogen, som holder ideens fane højt. Uf, nu skriger han igen!
1.utg: 20
Men desuagtet, – man har dog visse forpligtelser mod det samfund, man står i. Her må dog ialfald være nogen, som holder ideens fane højt. Uf, nu skriger han igen!
FRUERNE
Hvem skriger?
HILMAR TØNNESEN
Å nej, jeg ved ikke. De er lidt højrøstede derinde, og det gør mig så nervøs.
HIS: 24
FRU RUMMEL
Det er nok min mand, herr Tønnesen.
HU: 41
Men jeg skal sige Dem, han er så vant til at tale i store forsamlinger –
ADJUNKT RØRLUND
De andre er heller ikke lavmælte, synes mig.
HILMAR TØNNESEN
FRU BERNICK
Det er ialfald bedre end før, da alting gik op i forlystelser.
FRU RUMMEL
Ja, det kan De tro, fru Lynge. De kan prise Dem lykkelig at De ikke bode her dengang.
1.utg: 21
FRU HOLT
Jo, her er rigtignok foregåt forandringer! Når jeg tænker tilbage på mine pigedage –
FRU RUMMEL
HIS: 25
FRU RUMMEL
Ja, det var der Deres stykke blev opført, herr Tønnesen.
HILMAR TØNNESEN
op mod baggrunden
Å, hvad, hvad –!
ADJUNKT RØRLUND
Student Tønnesens stykke?
FRU RUMMEL
Ja, det var længe før De kom hid, herr adjunkt. Det gik forresten bare en gang.
FRU LYNGE
Var det ikke i det stykke De fortalte mig at De havde spillet elskerinde, fru Rummel?
FRU RUMMEL
skotter efter adjunkten
Jeg? Det kan jeg virkelig ikke huske, fru Lynge. Men jeg husker godt al den støjende selskabelighed i familjerne.
1.utg: 22
FRU HOLT
HU: 42
FRU RUMMEL
Ja, det var nu det allerværste –!
FRU HOLT
urolig
Hm, hm –
HIS: 26
FRU RUMMEL
Nå, skuespillere? Nej, det husker jeg sletikke.
FRU LYNGE
Jo, de mennesker skal have gjort så mange gale streger, siges der. Hvorledes hænger det egentlig sammen med de historier?
FRU RUMMEL
Å, det er igrunden ingenting, fru Lynge.
FRU HOLT
Søde Dina, ræk mig det linned der.
1.utg: 23
FRØKEN BERNICK
Jeg skal gå med dig, Dina.
Dina og frøken Bernick går ud gennem den øverste dør tilvenstre.
FRU BERNICK
rejser sig
Og så får De undskylde mig et øjeblik, mine damer; jeg tænker vi drikker kaffeen derude.
Hun går ud på havetrappen og dækker et bord; adjunkten står i døren og taler med hende. Hilmar Tønnesen sidder derude og ryger.
ryger.
HIS: 27
FRU LYNGE
Jeg?
FRU HOLT
Ja, men det var rigtig Dem selv, som begyndte, fru Rummel.
FRU RUMMEL
Jeg? Nej, hvor kan De dog sige det, fru Holt? Der kom da ikke et levende ord over min mund.
FRU LYNGE
Men hvad er det da?
1.utg: 24
FRU LYNGE
Dina? Men bevares vel, er der noget påfærde med –?
FRU HOLT
Og så her i huset! Ved De da ikke at det var fru Bernicks broder –?
HU: 43
FRU RUMMEL
HIS: 28
FRU HOLT
Frøken Rummel og frøken Holt går ud i haven.
FRU LYNGE
Nå, hvad var det så med fru Bernicks broder?
FRU RUMMEL
Ved De ikke, det var ham, som havde den fæle historie?
1.utg: 25
FRU HOLT
FRU RUMMEL
Johan hed han. Han rømte over til Amerika.
FRU HOLT
Måtte rømme, kan De tænke Dem.
FRU LYNGE
Og han havde altså den fæle historie?
FRU RUMMEL
Ja, det var noget sådant –; hvad skal jeg kalde det? Det var
HIS: 29
noget sådant med Dinas moder. Å, jeg husker det, som om det var idag. Johan Tønnesen var dengang på kontoret hos gamle fru Bernick; Karsten Bernick var nylig kommen hjem fra Paris, – var endnu ikke bleven forlovet –
FRU LYNGE
Nå, men den fæle historie?
FRU HOLT
– og ved det selskab var skuespiller Dorf og kone. Alle de unge mennesker var rent forgabet i hende.
1.utg: 26
FRU RUMMEL
Ja, Gud ved, hvor de kunde finde at hun var smuk. Men så kommer skuespiller Dorf hjem sent en aften –
FRU HOLT
– ganske uventet –
HU: 44
FRU RUMMEL
– og så finder han –; nej, det lar sig virkelig ikke fortælle.
FRU HOLT
Nej, fru Rummel, han fandt ingenting, for døren var stængt på indsiden.
FRU RUMMEL
HIS: 30
FRU HOLT
FRU LYNGE
Og det var fru Bernicks broder?
FRU RUMMEL
Ja visst var det så.
FRU LYNGE
Og så var det han rømte til Amerika?
1.utg: 27
FRU RUMMEL
FRU HOLT
Men det ved man jo ikke rigtig, fru Rummel; kanske det bare var rygter.
FRU RUMMEL
FRU HOLT
Nå, til madam Dorf gik ialfald pengene ikke, for hun –
HIS: 31
FRU LYNGE
Ja, hvorledes blev det mellem Dinas forældre bagefter?
FRU RUMMEL
FRU HOLT
Og så prøved hun på at få en danseskole igang.
1.utg: 28
FRU RUMMEL
Det gik naturligvis ikke. Hvilke forældre vilde vel betro sine børn til en sådan en? Men det det slog sig for brystet og så døde hun.
HU: 45
vared heller ikke længe med hende; den fine madam var nok ikke vant til at arbejde; det slog sig for brystet og så døde hun.
FRU LYNGE
Uh, dette var rigtignok fæle historier!
FRU RUMMEL
FRU HOLT
Og, for Guds skyld, heller ikke om halvsøsteren!
HIS: 32
FRU LYNGE
Ja, fru Bernick har jo en halvsøster også?
FRU RUMMEL
Har havt – lykkeligvis; for nu er nok slægtskabet ude mellem de to. Jo, det var en for sig selv! Vil De tænke Dem, hun klipped håret af sig, og så gik hun med mandfolkstøvler i regnvejr.
FRU HOLT
Og da halvbroderen – det forlorne subjekt – var rømt, og hele byen naturligvis var oprørt
det forlorne subjekt – var rømt, og hele byen naturligvis var oprørt 1.utg: 29
over ham, – ved De, hvad hun så gør? Hun rejser over til ham!
FRU RUMMEL
Ja, men den skandale hun gjorde før hun rejste, fru Holt!
FRU HOLT
Hys, tal ikke om det.
FRU LYNGE
Gud, gjorde hun også skandale?
FRU RUMMEL
FRU HOLT
Tønnesens var nemlig forældreløse, skal De vide –
FRU RUMMEL
– så rejser Lona Hessel sig op fra den stol, hun sidder på, og sang i ham.
HIS: 33
gir den fine dannede Karsten Bernick en ørefigen, så det sang i ham.
FRU LYNGE
Nej, nu har jeg da aldrig –!
FRU HOLT
Ja, det er aldeles visst.
FRU RUMMEL
Ja, det kan De tro hun havde. Hun gik her og bildte sig ind at der skulde blive et par af dem, når han kom hjem fra Paris.
FRU HOLT
FRU RUMMEL
– og så anstændig alligevel, fru Holt; og så moralsk.
FRU LYNGE
Men hvad har denne frøken Hessel taget sig til i Amerika?
FRU RUMMEL
HIS: 34
FRU LYNGE
Hvad vil det sige?
1.utg: 31
FRU RUMMEL
FRU LYNGE
Nej tænk –!
FRU RUMMEL
FRU LYNGE
Jo, det kan De være rolig for jeg skal. – Men den stakkels Dina Dorf! Det gør mig rigtig ondt for hende.
FRU RUMMEL
1.utg: 32
FRU HOLT
FRU RUMMEL
Hys, – der kommer hun. (højt) Ja, den Dina, det er rigtig en flink pige. Nå, er du der, Dina? Vi sidder her og lægger tøjet fra os.
FRU BERNICK
ude på havetrappen
Vær så god, mine damer!
Frøken Bernick og Dina har imidlertid hjulpet tjenestepigen at bringe kaffetøjet. Alle damerne tager plads derude; de taler overvættes venligt til Dina. Lidt efter går hun ind i salen og søger sit håndarbejde.
kaffetøjet. Alle damerne tager plads derude; de taler overvættes venligt til Dina. Lidt efter går hun ind i salen og søger sit håndarbejde.
FRU BERNICK
ude ved kaffebordet
Dina, vil ikke du også –?
DINA
Nej tak; jeg vil ikke.
Hun sætter sig ved sit sytøj. Fru Bernick og adjunkten veksler nogle ord; et øjeblik efter går han ind i salen.
HIS: 36
ADJUNKT RØRLUND
gør sig et ærende hen til bordet og siger dæmpet
Dina.
1.utg: 33
DINA
Ja.
ADJUNKT RØRLUND
Hvorfor vil De ikke være derude?
DINA
Da jeg kom ind med kaffeen, kunde jeg se på den fremmede dame at de havde talt om mig.
ADJUNKT RØRLUND
Og så De da ikke også, hvor venlig hun var imod Dem derude.
DINA
Men det tåler jeg ikke!
DINA
Ja.
ADJUNKT RØRLUND
Men hvorfor har De det?
DINA
Jeg er ikke anderledes.
HIS: 37
ADJUNKT RØRLUND
Kunde De ikke prøve på at blive anderledes?
HU: 48
DINA
Nej.
ADJUNKT RØRLUND
Hvorfor ikke?
1.utg: 34
DINA
ser på ham
Jeg hører jo til de moralsk fordærvede.
ADJUNKT RØRLUND
Fy, Dina!
DINA
Moder hørte også til de moralsk fordærvede.
ADJUNKT RØRLUND
Hvem har talt til Dem om slige ting?
DINA
ADJUNKT RØRLUND
Kære Dina, jeg forstår så godt at De føler Dem trykket her, men –
HIS: 38
DINA
Ja, kunde jeg blot komme langt bort. Jeg skulde nok hjælpe mig selv frem, når jeg bare ikke leved mellem mennesker, der var så – så –
ADJUNKT RØRLUND
Hvorledes så?
DINA
Så anstændige og så moralske.
ADJUNKT RØRLUND
Men, Dina, det mener De ikke.
1.utg: 35
DINA
ADJUNKT RØRLUND
De er jo brav, kære Dina.
DINA
Hvad hjælper det mig her?
ADJUNKT RØRLUND
Altså rejse –. Tænker De alvorligt på det?
DINA
Jeg vilde ikke blive her en dag længer, dersom ikke De var.
HIS: 39
ADJUNKT RØRLUND
Sig mig, Dina, – hvorfor er De egentlig så gerne sammen med mig?
DINA
Fordi De lærer mig så meget smukt.
HU: 49
ADJUNKT RØRLUND
Smukt? Kalder De det, jeg kan lære Dem, for noget smukt?
DINA
Ja. Eller egentlig – De lærer mig ikke noget; men når jeg hører Dem tale, så kommer jeg til at se så meget smukt.
1.utg: 36
ADJUNKT RØRLUND
DINA
Det har jeg aldrig tænkt over.
ADJUNKT RØRLUND
Så tænk over det nu. Hvad forstår De ved en smuk ting?
DINA
En smuk ting er noget, som er stort – og langt borte.
ADJUNKT RØRLUND
Hm. – Kære Dina, jeg er så inderlig bekymret for Dem.
DINA
Kun det?
HIS: 40
ADJUNKT RØRLUND
De ved dog visst godt, hvor usigelig kær De er mig.
DINA
Dersom jeg var Hilda eller Netta, vilde De ikke være bange for at lade nogen mærke det.
ADJUNKT RØRLUND
Å, Dina, De kan så lidet dømme om de tusend hensyn –. Når en mand er sat til at være en moralsk støtte for det samfund, han lever i, så –; man kan ikke være forsigtig nok. Dersom jeg blot var viss på at man vilde forstå rigtig udtyde mine bevæggrunde –. Men det får være det samme; De må og De skal hjælpes op. Dina, er det en aftale, at når jeg kommer – når forholdene tillader mig at komme – og jeg siger: her er min hånd, – da vil De tage den og være min hustru? – Lover De mig det, Dina?
1.utg: 37
at udtyde mine bevæggrunde –. Men det får være det samme; De må og De skal hjælpes op. Dina, er det en aftale, at når jeg kommer – når forholdene tillader mig at komme – og jeg siger: her er min hånd, – da vil De tage den og være min hustru? – Lover De mig det, Dina?
DINA
Ja.
ADJUNKT RØRLUND
HU: 50
Hun går ud til kaffebordet. I samme øjeblik kommer grosserer Rummel, købmand Sandstad og købmand Vigeland ud fra det forreste værelse tilvenstre, fulgt af konsul Bernick, der har en bunke papirer i hånden.
KONSUL BERNICK
Nå, så er sagen altså afgjort.
HIS: 41
KØBMAND VIGELAND
Ja, i Guds navn, lad den så være.
GROSSERER RUMMEL
KONSUL BERNICK
Og ingen svigter; ingen falder fra, hvad modstand vi så end møder.
1.utg: 38
GROSSERER RUMMEL
HILMAR TØNNESEN
der er kommen frem i havedøren
Falder? Med tilladelse, er det ikke jernbanen, som falder?
KONSUL BERNICK
Nej tvertimod; den skal komme til at gå –
HILMAR TØNNESEN
nærmere
Så?
ADJUNKT RØRLUND
Hvorledes?
FRU BERNICK
i havedøren
Men, kære Karsten, hvad er det egentlig –?
HIS: 42
KONSUL BERNICK
KØBMAND SANDSTAD
Forstår sig, herr konsul.
1.utg: 39
GROSSERER RUMMEL
Det skal gå, Bernick; det er svoret.
KONSUL BERNICK
HU: 51
FRU BERNICK
Men, Karsten, du må endelig komme ud og fortælle os –
HILMAR TØNNESEN
Du vil altså virkelig tage dig af jernbane-sagen alligevel?
KONSUL BERNICK
Ja, naturligvis.
HIS: 43
ADJUNKT RØRLUND
Men ifjor, herr konsul –?
1.utg: 40
KØBMAND SANDSTAD
– og som vilde faldet så urimelig kostbar –
GROSSERER RUMMEL
– ja, og som ligefrem havde skadet væsentlige interesser her i byen.
KONSUL BERNICK
HILMAR TØNNESEN
Ja, men den kommer jo ikke til at berøre byerne heromkring.
KONSUL BERNICK
HILMAR TØNNESEN
Aha; et nyt påfund altså.
HIS: 44
GROSSERER RUMMEL
Ja, er ikke det et ypperligt påfund? Hvad?
ADJUNKT RØRLUND
Hm –
KØBMAND VIGELAND
ADJUNKT RØRLUND
Siger De virkelig det, herr Vigeland?
1.utg: 41
KONSUL BERNICK
Ja, jeg må tilstå at jeg også betragter det som en styrelse at jeg ivåres rejste opover i forretninger, og så tilfældigvis kom ind i et dalføre, hvor jeg befare strøget; her har jeg de foreløbige beregninger og overslag; der er ingenting ivejen.
en styrelse at jeg ivåres rejste opover i forretninger, og så tilfældigvis kom ind i et dalføre, hvor jeg HU: 52
ikke tidligere havde været. Det slog mig som et lyn, at her måtte vi kunne lægge en sidebane ned til os. Jeg har ladet en ingeniør befare strøget; her har jeg de foreløbige beregninger og overslag; der er ingenting ivejen.
FRU BERNICK
fremdeles, tilligemed de øvrige damer, i havedøren
Men, kære Karsten, at du har holdt alt dette skjult for os.
KONSUL BERNICK
Å, min gode Betty, I vilde jo dog ikke kunnet fatte den egentlige sammenhæng. Jeg har forresten ikke talt om det til noget levende menneske før idag. Men nu er det afgørende øjeblik kommet; nu skal her virkes åbenlyst og af al kraft. Ja, om jeg så skal sætte hele min tilværelse ind på den sag, så skal jeg drive den igennem.
HIS: 45
GROSSERER RUMMEL
Vi med, Bernick; det kan du stole på.
1.utg: 42
KONSUL BERNICK
Ja, det skulde jeg mene. Hvilken løftestang vil det ikke blive for vort hele samfund? Tænk blot på de store skovtrakter, som vil gøres tilgængelige; tænk på alle de righoldige malmlejer, som kan tages i drift; tænk på elven med det ene fossefald ovenfor det andet! Hvilken fabrikvirksomhed kan ikke der komme istand?
løftestang vil det ikke blive for vort hele samfund? Tænk blot på de store skovtrakter, som vil gøres tilgængelige; tænk på alle de righoldige malmlejer, som kan tages i drift; tænk på elven med det ene fossefald ovenfor det andet! Hvilken fabrikvirksomhed kan ikke der komme istand?
ADJUNKT RØRLUND
Og De frygter ikke for at et hyppigere samkvem med en fordærvet udenverden –?
KONSUL BERNICK
Nej, vær De ganske rolig, herr adjunkt. Vort lille stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nutildags på en sund moralsk jordbund; vi har jo allesammen hjulpet til at drænere den, om jeg så tør sige; og det vil vi gøre fremdeles, hver på sin vis. De, herr adjunkt, vedbliver Deres velsignelsesrige virksomhed i velvære i så vid en kreds, som muligt; – og vore kvinder, – ja, kom kun nærmere, mine damer; De må gerne høre på det –; vore kvinder, siger jeg, vore hustruer og døtre, – ja, virk De uforstyrret i veldædighedens tjeneste, mine damer, og vær forresten en hjælp og en hygge Marta er det
stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nutildags på en sund moralsk jordbund; vi har jo allesammen hjulpet til at drænere den, om jeg så tør sige; og det vil vi gøre fremdeles, hver på sin vis. De, herr adjunkt, vedbliver Deres velsignelsesrige virksomhed i HU: 53
skolen og i hjemmet. Vi, det praktiske arbejdes mænd, støtter samfundet ved at sprede velvære i så vid en kreds, som muligt; – og vore kvinder, – ja, kom kun nærmere, mine damer; De må gerne høre på det –; vore kvinder, siger jeg, vore hustruer og døtre, – ja, virk De uforstyrret i veldædighedens tjeneste, mine damer, og vær forresten en hjælp og en hygge HIS: 46
for Deres nærmeste, således, som min kære Betty og Marta er det 1.utg: 43
for mig og Olaf – (ser sig om) Ja, hvor er Olaf henne idag?
FRU BERNICK
Å, nu i ferierne er det ikke muligt at holde ham hjemme.
KONSUL BERNICK
Så er han visst nede ved vandet igen! Du skal se, han ender ikke før der sker en ulykke.
HILMAR TØNNESEN
Bah – en liden leg med naturkræfterne –
KONSUL BERNICK
Nå, familjen er jo dog samfundets kerne. Et godt hjem, hæderlige og trofaste venner, en liden tætsluttet kreds, hvor ingen forstyrrende elementer kaster sin skygge ind –
Fuldmægtig Krap kommer med breve og aviser fra højre.
KONSUL BERNICK
tager det
Ah, fra rederiet for «Indian Girl».
KØBMAND SANDSTAD
Farvel, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Farvel, farvel, mine herrer. Og husk altså, vi har møde i eftermiddag klokken fem.
HU: 54
DE TRE HERRER
De går ud til højre.
KONSUL BERNICK
der har læst telegrammet
Nej, dette er virkelig ægte amerikansk! Rentud oprørende –
FRU BERNICK
Gud, Karsten, hvad er det?
KONSUL BERNICK
Se der, herr Krap; læs!
FULDMÆGTIG KRAP
læser
«Gør mindst muligt af reparationen; send «Indian Girl» over så snart flydefærdig; god årstid; svømmer i nødsfald på lasten.» Nå, det må jeg sige –
KONSUL BERNICK
Svømmer på lasten! De herrer ved godt at med den last går skibet tilbunds som en sten, dersom der tilstøder noget.
Ja, der ser man hvorledes det står til i disse lovpriste store samfund.
KONSUL BERNICK
Det har De ret i; ingen agt for menneskeliv engang, så snart fordelen kommer med i spillet. (til Krap) Kan «Indian Girl» gå tilsøs om en fire–fem dage?
FULDMÆGTIG KRAP
KONSUL BERNICK
Hm, det gør han ikke. Nå, vil De kanske se posten igennem. Hør, så De ikke Olaf nede på bryggen?
FULDMÆGTIG KRAP
Nej, herr konsul.
Han går ind i det forreste værelse tilvenstre.
KONSUL BERNICK
ser igen i telegrammet
HILMAR TØNNESEN
1.utg: 46
KONSUL BERNICK
Olaf, med et fiskesnøre i hånden, er kommen løbende opad gaden og ind gennem haveporten.
OLAF
endnu i haven
Onkel Hilmar, jeg har været nede og set på dampskibet.
KONSUL BERNICK
Har du nu været på bryggen igen?
OLAF
FRU RUMMEL
Nej, skal vi virkelig få se beridere!
ADJUNKT RØRLUND
Vi? Det antager jeg dog ikke.
FRU RUMMEL
Nej naturligvis ikke vi, men –
OLAF
Ja, jeg også.
OLAF
trækker i frøken Bernick
Tante Marta, se, se – der kommer de!
FRU LYNGE
Uf, de fæle mennesker!
Mange passagerer og en hel hob af byens folk kommer opover gaden.
FRU RUMMEL
FRU RUMMEL
Og der har vi nok direktøren selv; han med skægget. Nå, han ser da rigtignok ud som en røver. Se ikke på ham, Hilda!
FRU HOLT
Ikke du heller, Netta!
HU: 56
KONSUL BERNICK
Hvad for noget?
FRU BERNICK
Hvad siger du, barn?
KONSUL BERNICK
Nej, det er dog for grovt!
FRØKEN BERNICK
med et uvilkårligt udråb
Ah –!
FRU BERNICK
Hvad er det, Marta?
FRØKEN BERNICK
Å nej, intet; jeg syntes blot –
OLAF
skriger af glæde
Se, se, der kommer de andre med hestene og dyrene! Og der er Amerikanerne også! Alle matroserne på «Indian Girl» –
HIS: 52
HILMAR TØNNESEN
holder sig for ørerne
Uf, uf, uf!
1.utg: 49
ADJUNKT RØRLUND
Jeg tror, vi skulde isolere os en liden smule, mine damer; dette er ikke noget for os. Lad os gå til vort arbejde igen.
FRU BERNICK
Skulde vi kanske trække forhængene for?
ADJUNKT RØRLUND
Ja, det var just, hvad jeg mente.
Damerne indtager sine pladse ved bordet; adjunkten lukker havedøren og drager forhængene for denne og for vinduerne; det blir halvmørkt i salen.
OLAF
der kiger ud
Mor, nu står direktørens madam ved vandspringet og vasker sig i ansigtet.
FRU BERNICK
Hvad? Midt på torvet!
FRU RUMMEL
Og det ved højlys dag!
HILMAR TØNNESEN
HIS: 53
ADJUNKT RØRLUND
Der var virkelig al opfordring for politiet til at skride ind.
1.utg: 50
KONSUL BERNICK
Å hvad; med udlændinger må man ikke tage det så strængt; de folk har jo ikke denne rodfæstede sømmelighedsfølelse, der holder os indenfor de rette skranker. Lad dem kun skeje ud. Hvad gør HU: 57
det os? Alt dette uvæsen, som sætter sig op imod skik og gode sæder, det er lykkeligvis ikke i slægt med vort samfund, om jeg så tør sige. – Hvad for noget!Den fremmede dame træder raskt ind gennem døren tilhøjre.
FRØKEN BERNICK
springer op
Ah –!
DAMEN
Goddag, kære Betty! Goddag, Marta! Goddag, svoger!
FRU BERNICK
med et skrig
Lona –!
HIS: 54
FRU HOLT
Men Gud forbarme sig –!
1.utg: 51
FRU RUMMEL
Det kan da ikke være muligt –!
HILMAR TØNNESEN
Nå! Uf!
FRU BERNICK
Lona –! Er det virkelig –?
FRØKEN HESSEL
HILMAR TØNNESEN
Uf; uf!
FRU BERNICK
Og nu kommer du her som –?
KONSUL BERNICK
– og vil virkelig optræde –?
FRØKEN HESSEL
Optræde? Hvorledes optræde?
KONSUL BERNICK
Ja, jeg mener – med beriderne –
HIS: 55
FRØKEN HESSEL
Hahaha! Er du gal, svoger? Tror du, jeg hører til beriderne? Nej; rigtignok har jeg øvet mange slags kunster og gjort mig til nar på mange måder –
FRU RUMMEL
Hm –
1.utg: 52
FRØKEN HESSEL
– men kunster på hesteryggen har jeg aldrig gjort.
KONSUL BERNICK
Altså dog ikke –
FRU BERNICK
Ah, Gud ske lov!
FRØKEN HESSEL
Nej, vi kom såmæn som andre skikanden plads, men det er vi vant til.
HU: 58
kelige folk, – rigtignok på anden plads, men det er vi vant til.
FRU BERNICK
Vi, siger du?
KONSUL BERNICK
et skridt nærmere
Hvilke vi?
FRØKEN HESSEL
Jeg og barnet, naturligvis.
FRUERNE
med et udråb
Barnet!
HIS: 56
HILMAR TØNNESEN
Hvad!
ADJUNKT RØRLUND
Nå, det må jeg sige –!
FRU BERNICK
Men hvad mener du, Lona?
1.utg: 53
FRØKEN HESSEL
FRU BERNICK
Johan –!
KONSUL BERNICK
nølende
Er Johan med?
FRØKEN HESSEL
Ja vel; ja vel; jeg rejser da ikke uden ham. Men I ser så sørgelige ud. Og så sidder I her i tusmørke og syr på noget hvidt. Der er da ikke dødsfald i familjen?
HIS: 57
FRU RUMMEL
Nej nu må jeg sige –!
1.utg: 54
FRØKEN HESSEL
ADJUNKT RØRLUND
En hjemkomst er ikke altid en glædesstund.
HU: 59
ADJUNKT RØRLUND
Jeg er ikke pastor.
FRØKEN HESSEL
KONSUL BERNICK
tørrer panden
Ja, her er virkelig noget kvalmt herinde.
FRØKEN HESSEL
FRØKEN HESSEL
åbner dør og vinduer
– ja, det vil sige, når han får vasket sig – oppe i hotellet; for på dampskibet blev han skiden som et svin.
HILMAR TØNNESEN
Uf, uf!
FRØKEN HESSEL
ADJUNKT RØRLUND
Hm, mine damer, jeg tror ikke –
FRØKEN HESSEL
der har fåt øje på Olaf
ADJUNKT RØRLUND
idet han tager sin bog under armen
Mine damer, jeg tror ikke her er stemning for at arbejde videre idag. Men imorgen kommer vi jo sammen igen?
1.utg: 56
FRØKEN HESSEL
idet de fremmede damer rejser sig for at tage afsked
Ja, lad os det. Jeg skal være på pletten.
HIS: 59
ADJUNKT RØRLUND
FRØKEN HESSEL
Havesalen i konsul Bernicks hus.
Fru Bernick sidder alene ved arbejdsbordet med sit sytøj. Lidt efter kommer konsul Bernick med hat på hovedet samt handsker og stok ind fra højre.
FRU BERNICK
Kommer du alt hjem, Karsten?
FRU BERNICK
med et suk
Å ja, Johan kommer vel herned igen, kan jeg tænke.
KONSUL BERNICK
Det er en mand, siger jeg. (sætter hatten fra sig) Hvor er alle damerne henne idag?
FRU BERNICK
Fru Rummel og Hilda havde ikke tid.
KONSUL BERNICK
Så? Sendt afbud?
1.utg: 58
FRU BERNICK
Ja; de havde så meget at bestille i huset.
HIS: 62
KONSUL BERNICK
Forstår sig. Og de andre kommer naturligvis heller ikke?
KONSUL BERNICK
Det kunde jeg have sagt på forhånd. Hvor er Olaf henne?
FRU BERNICK
Jeg lod ham gå lidt ud med Dina.
KONSUL BERNICK
FRU BERNICK
Men, kære Karsten, Dina ved jo slet ikke –
KONSUL BERNICK
HU: 61
FRU BERNICK
med sytøjet i skødet
Karsten, kan du begribe, hvad de vil her hjemme?
1.utg: 59
KONSUL BERNICK
HIS: 63
FRU BERNICK
Ja, desværre, det må vel være noget sådant. Men at hun er fulgt med! Hun! Efter den blodige fornærmelse, hun har tilføjet dig –!
KONSUL BERNICK
Å, tænk ikke på disse gamle historier.
FRU BERNICK
Hvor kan jeg tænke på andet i denne tid? Han er jo dog min broder; – ja, det er ikke for hans skyld; men al den ubehagelighed, det vilde forvolde dig –. Karsten, jeg er så dødelig angst for at –
KONSUL BERNICK
Hvad er du angst for?
KONSUL BERNICK
Å, hvad snak! Hvem kan bevise at der blev penge borte?
FRU BERNICK
Ak, Gud, det ved jo hele byen, desværre; og du har jo selv sagt –
1.utg: 60
KONSUL BERNICK
Jeg har ingenting sagt. Byen ved ingen besked om de affærer; det var altsammen løse rygter.
HIS: 64
FRU BERNICK
KONSUL BERNICK
Lad være med disse mindelser, siger jeg! Du ved ikke hvor du piner mig ved at rippe op i alt dette. (han går op og ned ad gulvet; derpå slænger han stokken fra sig) At de også skulde komme hjem just nu, – nu, da jeg behøver en ublandet god stemning både i byen og i pressen. Der vil blive skrevet korrespondencer til aviserne i nabobyerne. Tager jeg vel imod dem, eller tager jeg slet imod dem, så vil det blive drøftet og udtydet. Der vil blive rørt op i alt dette gamle, – lige
mindelser, siger jeg! Du ved ikke hvor du piner mig ved at rippe op i alt dette. (han går op og ned ad gulvet; derpå slænger han stokken fra sig) At de også skulde komme hjem just nu, – nu, da jeg behøver en ublandet god stemning både i byen og i pressen. Der vil blive skrevet korrespondencer til aviserne i nabobyerne. Tager jeg vel imod dem, eller tager jeg slet imod dem, så vil det blive drøftet og udtydet. Der vil blive rørt op i alt dette gamle, – ligeHU: 62
som du gør. I et samfund, som vort –. (kaster handskerne mod bordpladen) Og ikke et menneske har jeg her, som jeg kan tale med og søge nogen støtte hos.
FRU BERNICK
Slet ingen, Karsten?
KONSUL BERNICK
1.utg: 61
FRU BERNICK
Ja, jeg kan da ikke hjælpe for at –
KONSUL BERNICK
Hvad kan du ikke hjælpe for? At du er i slægt med dem? Nej, det er et meget sandt ord.
HIS: 65
FRU BERNICK
Og jeg har heller ikke bedt dem komme hjem.
KONSUL BERNICK
FRU BERNICK
brister i gråd
Men du er da også så ukærlig –
KONSUL BERNICK
Ja, det er ret; giv dig til at græde, så byen også skal få det at snakke om. Lad være med det tosseri, Betty. Sæt dig udenfor; her kan komme nogen. Skal man kanske se madamen med røde øjne? Jo, det vilde være dejligt om det kom ud iblandt folk at –. Nå, der hører jeg nogen i gangen. (det banker) Kom ind!
tosseri, Betty. Sæt dig udenfor; her kan komme nogen. Skal man kanske se madamen med røde øjne? Jo, det vilde være dejligt om det kom ud iblandt folk at –. Nå, der hører jeg nogen i gangen. (det banker) Kom ind!Fru Bernick går ud på havetrappen med sit sytøj. Skibsbygger Aune kommer ind fra højre.
SKIPSBYGGER AUNE
Goddag, herr konsul.
1.utg: 62
SKIPSBYGGER AUNE
HIS: 66
KONSUL BERNICK
Jeg er misfornøjet med det hele stel under sejl for længe siden. Købmand Vigeland går her hver dag og plager mig; det er en vanskelig mand at have til medreder.
HU: 63
på værftet, Aune. De kommer jo ingen vej med havaristerne. «Palmetræet» burde have været under sejl for længe siden. Købmand Vigeland går her hver dag og plager mig; det er en vanskelig mand at have til medreder.
SKIPSBYGGER AUNE
«Palmetræet» kan gå tilsjøs iovermorgen.
KONSUL BERNICK
Nå endelig. Men Amerikaneren, «Indian Girl», som har ligget her i fem uger og –
SKIPSBYGGER AUNE
Amerikaneren? Jeg har forståt det, som om vi først og fremst skulde lægge al kraft på Deres eget skib.
KONSUL BERNICK
SKIPSBYGGER AUNE
1.utg: 63
KONSUL BERNICK
HIS: 67
SKIPSBYGGER AUNE
KONSUL BERNICK
Den kan vi ikke bruge nutildags. De må ikke tro, Aune, at det er for fordelens skyld; den behøver jeg heldigvis ikke; men jeg har hensyn at tage til det samfund, jeg lever i, og til den forretning, jeg står i spidsen for. Det er fra mig fremskridtene må komme, ellers kommer de aldrig.
SKIPSBYGGER AUNE
Jeg vil også gerne fremskridt, herr konsul.
HU: 64
KONSUL BERNICK
1.utg: 64
SKIPSBYGGER AUNE
Ja, jeg blir virkelig ræd, herr konsul; jeg blir ræd på de manges vegne, som maskinerne tar brødet fra. Konsulen taler så ofte om at tage hensyn til samfundet; men jeg tænker at samfundet har vel også sine pligter. Hvor tør lærdommen og kapitalen sætte de nye opfindelser ind i arbejdet, før samfundet får oplært en slægt, som kan bruge dem?
ræd på de manges vegne, som maskinerne tar brødet fra. Konsulen taler så ofte om at tage hensyn til samfundet; men jeg tænker at samfundet har vel også sine pligter. Hvor tør lærdommen og kapitalen sætte de nye opfindelser ind i arbejdet, før samfundet får oplært en slægt, som kan bruge dem?
KONSUL BERNICK
De læser og grubler formeget, Aune; det har De ikke godt af; det er det, som gør Dem misfornøjet med Deres stilling.
HIS: 68
SKIPSBYGGER AUNE
KONSUL BERNICK
Hm; da bogtrykkerkunsten blev opfunden, blev mange skriverkarle brødløse.
SKIPSBYGGER AUNE
Vilde konsulen været så glad i den kunst, hvis De dengang havde været skriverkarl?
KONSUL BERNICK
Jeg har ikke havt bud efter Dem for at disputere. Jeg har ladet Dem kalde for at sige
disputere. Jeg har ladet Dem kalde for at sige 1.utg: 65
Dem at vor havarist «Indian Girl» skal være færdig til at gå under sejl iovermorgen.
SKIPSBYGGER AUNE
Men, herr konsul –
KONSUL BERNICK
Iovermorgen, hører De; på samme tid som vort eget skib; ikke en time senere. Jeg har mine gode grunde til at drive på den sag. Har De læst avisen for imorges? Nå, så ved De, at Amerikanerne har gjort optøjer igen. Dette ryggesløse pak sætter jo hele byen på ende; der går ingen nat hen uden at her
ryggesløse pak sætter jo hele byen på ende; der går ingen nat hen uden at her HU: 65
er slagsmål i værtshusene og på gaderne; al den anden vederstyggelighed vil jeg nu ikke tale om.
HIS: 69
KONSUL BERNICK
Og hvem er det, som får skylden for dette uvæsen? Det er mig! Ja, det er mig, det går ud over. Disse avisskrivere skumler på en forblommet måde over at vi lægger hele arbejdskraften på «Palmetræet». Jeg, der har den opgave, ved exemplets magt at virke på mine medborgere, må lade mig kaste sligt i næsen. Det tåler jeg ikke. Jeg er ikke tjent med at mit navn blir således tilsølet.
forblommet måde over at vi lægger hele arbejdskraften på «Palmetræet». Jeg, der har den opgave, ved exemplets magt at virke på mine medborgere, må lade mig kaste sligt i næsen. Det tåler jeg ikke. Jeg er ikke tjent med at mit navn blir således tilsølet.
SKIPSBYGGER AUNE
Å, konsulens navn er så godt, at det kan bære både det og mere.
1.utg: 66
KONSUL BERNICK
Ikke nu; just i denne tid har jeg brug for al den agtelse og velvilje, som mine medborgere kan skænke mig. Jeg har et stort foretagende igære, som De vel har hørt; men lykkes det ildesindede mennesker at rokke den ubetingede tillid til min person, så kan det berede mig de største vanskeligheder. Derfor vil jeg for enhver pris undgå disse ondskabsfulde og skumlende avis-skriverier, og derfor har jeg sat fristen til iovermorgen.
berede mig de største vanskeligheder. Derfor vil jeg for enhver pris undgå disse ondskabsfulde og skumlende avis-skriverier, og derfor har jeg sat fristen til iovermorgen.
SKIPSBYGGER AUNE
Herr konsul, De kunde lige så gerne sætte fristen til i eftermiddag.
KONSUL BERNICK
De mener at jeg forlanger umuligheder?
SKIPSBYGGER AUNE
Ja, med den arbejdsstok, vi nu har –
HIS: 70
KONSUL BERNICK
Godt, godt; – så får vi se os om andetsteds.
SKIPSBYGGER AUNE
Vil De virkelig afskedige endnu flere af de gamle arbejdere?
KONSUL BERNICK
Nej, det tænker jeg ikke på.
HU: 66
SKIPSBYGGER AUNE
1.utg: 67
KONSUL BERNICK
Ikke umuligt; derfor lar vi det også være. Men hvis ikke «Indian Girl» er udklareret iovermorgen, så afskediger jeg Dem.
SKIPSBYGGER AUNE
med et ryk
Mig! (han ler) Nu spøger De, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Det skulde De ikke stole på.
SKIPSBYGGER AUNE
De kunde tænke på at afskedige mig? Mig, hvis far og farfar har været i værftets tjeneste alle sine levedage, og jeg selv ligeså –
KONSUL BERNICK
Hvem er det, som tvinger mig til det?
SKIPSBYGGER AUNE
De forlanger umulige ting, herr konsul.
HIS: 71
KONSUL BERNICK
Å, en god vilje kender ingen umuligheder. Ja eller nej; svar mig bestemt, eller De har Deres afsked på stedet.
SKIPSBYGGER AUNE
et skridt nærmere
Herr konsul, har De tænkt rigtig over, hvad det vil sige at give en gammel arbejder afsked. De mener, at han får se sig om efter noget andet? Å ja, det kan han nok; men er det
1.utg: 68
dermed gjort? De skulde engang være tilstede i en slig afskediget arbejders hus den kveld han kommer hjem og sætter redskabskisten indenfor døren.
KONSUL BERNICK
Tror De jeg afskediger Dem med let hjerte? Har jeg ikke altid været en rimelig husbond?
SKIPSBYGGER AUNE
Så meget værre, herr konsul. Just derfor vil de derhjemme ikke give Dem skylden; de vil ikke sige noget til mig, for det tør de ikke; men de vil se på mig når jeg ikke mærker det og tænke som så: det må vel være fortjent. Ser De vel, det – det kan jeg ikke bære. Så ringe en mand jeg end er, har jeg dog altid været vant til at regnes for den første iblandt mine. Mit tarvelige hjem er også et lidet samfund,
Ser De vel, det – det kan jeg ikke bære. Så ringe en mand jeg end er, har jeg dog altid været vant til at regnes for den første iblandt mine. Mit tarvelige hjem er også et lidet samfund, HU: 67
herr konsul. Dette lille samfund har jeg kunnet støtte og holde oppe fordi min kone har troet på mig, og fordi mine børn har troet på mig. Og nu skal det hele falde sammen.
KONSUL BERNICK
Ja, hvis ikke andet kan være, så må det mindre falde for det større; det enkelte får i Guds navn ofres for det almindelige. Andet ved jeg ikke at svare Dem, og anderledes går det heller ikke her i verden. Men De er en halsstarrig mand, Aune!
det almindelige. Andet ved jeg ikke at svare Dem, og anderledes går det heller ikke her i verden. Men De er en halsstarrig mand, Aune! HIS: 72
De står mig imod, ikke fordi De ikke kan andet, men fordi De ikke vil 1.utg: 69
lægge for dagen maskinernes overlegenhed over håndkraften.
SKIPSBYGGER AUNE
Og De holder så fast ved dette, herr konsul, fordi De ved, at hvis De jager mig bort, så får De derved ialfald bevist pressen Deres gode vilje.
KONSUL BERNICK
Og om så var? De hører jo hvad det gælder for mig, – enten at få pressen på halsen eller få den velvilligt stemt for mig i det øjeblik jeg arbejder for en stor sag til almenvellets fremme. Hvad så? Kan jeg da handle anderledes, end jeg gør? Jeg kan sige Dem at her drejer spørgsmålet sig om, enten at holde Deres hjem oppe, som De kalder det, eller kanske at holde hundreder af nye hjem nede, hundreder af hjem, som aldrig vil kunne grundes, aldrig vil kunne få en rygende skorsten, hvis det ikke lykkes mig at sætte igennem, hvad jeg nu virker for. Derfor er det at jeg har givet Dem valget.
almenvellets fremme. Hvad så? Kan jeg da handle anderledes, end jeg gør? Jeg kan sige Dem at her drejer spørgsmålet sig om, enten at holde Deres hjem oppe, som De kalder det, eller kanske at holde hundreder af nye hjem nede, hundreder af hjem, som aldrig vil kunne grundes, aldrig vil kunne få en rygende skorsten, hvis det ikke lykkes mig at sætte igennem, hvad jeg nu virker for. Derfor er det at jeg har givet Dem valget.
SKIPSBYGGER AUNE
Ja, når så er, så har jeg ikke mere at sige.
KONSUL BERNICK
Hm –; min kære Aune, det gør mig oprigtig ondt at vi må skilles.
SKIPSBYGGER AUNE
Vi skilles ikke, herr konsul.
HU: 68
SKIPSBYGGER AUNE
KONSUL BERNICK
Ja vel, ja vel; – og De tror altså at De tør love –?
SKIPSBYGGER AUNE
«Indian Girl» kan udklareres iovermorgen.
Han hilser og går ud tilhøjre.
Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer gennem haveporten.
HILMAR TØNNESEN
på havetrappen
Goddag, Betty! Goddag, Bernick!
FRU BERNICK
Goddag.
HILMAR TØNNESEN
Nå, du har grædt, ser jeg. Du ved det altså?
FRU BERNICK
Hvad ved jeg?
HIS: 74
HILMAR TØNNESEN
At skandalen er i fuld gang? Uf!
1.utg: 71
KONSUL BERNICK
HILMAR TØNNESEN
kommer indenfor
Jo, de to amerikanske går omkring i gaderne og viser sig i selskab med Dina Dorf.
FRU BERNICK
følger efter
Men, Hilmar, kan det være muligt –?
HILMAR TØNNESEN
Jo, desværre, det er fuld sandhed. Lona var endog så taktløs at råbe efter mig; men jeg lod naturligvis som jeg ikke hørte det.
KONSUL BERNICK
Og det er vel ikke gåt ubemærket for sig.
HILMAR TØNNESEN
Nej, det kan du nok vide. Folk stod stille og så efter dem. Det lod til at være gåt som en løbeild over byen, – omtrent som en brand på de vestlige prærier. I alle huse stod der mennesker ved vinduerne og vented på at toget skulde komme forbi; hoved ved hoved bag gardinerne – uf! Ja, du må
toget skulde komme forbi; hoved ved hoved bag gardinerne – uf! Ja, du må HU: 69
undskylde, Betty; jeg siger uf; for dette gør mig nervøs; – skal det vare ved, så blir jeg nødt til at tænke på at foretage en længere rejse.
1.utg: 72
FRU BERNICK
HIS: 75
HILMAR TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Pressen, siger du? Har du hørt antydninger til noget sligt?
HILMAR TØNNESEN
Jo, det er ikke så ganske frit for. Da jeg gik fra jer igåraftes, drev jeg op i klubben for min sygdoms skyld. Jeg mærked godt på den taushed, der blev, at de to amerikanske havde været på bane. Så kommer den uforskammede redaktør Hammer ind og gratulerer mig ganske højt med min rige fætters hjemkomst.
været på bane. Så kommer den uforskammede redaktør Hammer ind og gratulerer mig ganske højt med min rige fætters hjemkomst.
KONSUL BERNICK
Rige –?
HILMAR TØNNESEN
Ja, så udtrykte han sig. Jeg målte ham naturligvis med et vel fortjent blik og lod ham forstå at jeg ikke kendte noget til Johan Tønnesens rigdom. «Så», siger han, «det var da besynderligt; i Amerika plejer man dog at slå sig op tomhændet derover».
slå sig op 1.utg: 73
når man har noget at begynde med, og Deres fætter rejste jo ikke tomhændet derover».
KONSUL BERNICK
Hm, gør mig nu den tjeneste –
FRU BERNICK
bekymret
Der kan du se, Karsten –
HIS: 76
HILMAR TØNNESEN
Ja, jeg har ialfald havt en søvnløs nat for den persons skyld. Og så går han endda omkring i gaderne med et ansigt, som om ingenting var ivejen med ham. Hvorfor blev han ikke borte med engang? Det er da også utåleligt, hvor enkelte mennesker kan være sejglivet.
HU: 70
FRU BERNICK
Gud, Hilmar, hvad er det du siger?
HILMAR TØNNESEN
KONSUL BERNICK
ser opad gaden
Olaf er også med!
HILMAR TØNNESEN
Ja naturligvis; de vil da minde folk om at de hører til byens første familje. Se, se, der dagdriverne ud fra apotheket og glor efter dem og gør sine anmærkninger. Dette er virkelig ikke for mine nerver; hvorledes en mand under slige omstændigheder skal kunne holde ideens fane højt, det –
byens første familje. Se, se, der 1.utg: 74
kommer alle dagdriverne ud fra apotheket og glor efter dem og gør sine anmærkninger. Dette er virkelig ikke for mine nerver; hvorledes en mand under slige omstændigheder skal kunne holde ideens fane højt, det –
KONSUL BERNICK
De styrer lige hid. Hør nu, Betty, det er mit bestemte ønske at du viser dem al mulig venlighed.
FRU BERNICK
Tillader du det, Karsten?
HIS: 77
KONSUL BERNICK
Ja visst; ja visst; og du også, Hilmar. De blir her forhåbentlig ikke så længe; og når vi er iblandt os selv –; ingen hentydninger; vi bør på ingen måde støde dem.
FRU BERNICK
O, Karsten, hvor du er højmodig.
KONSUL BERNICK
Nå, nå, lad nu det være.
FRU BERNICK
Nej, lad mig takke dig; og tilgiv, at jeg før kunde blive så hæftig. O, du havde jo al grund til at –
KONSUL BERNICK
Lad være; lad være, siger jeg!
1.utg: 75
HILMAR TØNNESEN
Uf!
Johan Tønnesen og Dina, derefter frøken Hessel og Olaf kommer gennem haven.
FRØKEN HESSEL
Goddag, goddag, I kære mennesker.
JOHAN TØNNESEN
Nu har vi været ude og set os om på gamle tomter, Karsten.
KONSUL BERNICK
Ja, jeg hører det. Mange forandringer; ikke sandt?
KONSUL BERNICK
Nå der?
FRØKEN HESSEL
«Karsten Bernicks gave», som der står over indgangen. Jo, du er nok manden for det hele her.
JOHAN TØNNESEN
Og prægtige skibe har du også. Jeg traf kaptejnen på «Palmetræet», min gamle skolekammerat –
1.utg: 76
FRØKEN HESSEL
KONSUL BERNICK
Nå, man må dog virke for det samfund, man lever i.
FRØKEN HESSEL
HILMAR TØNNESEN
Uf –!
FRØKEN HESSEL
Siger du uf til det?
HIS: 79
HILMAR TØNNESEN
Nej, jeg sagde hm –
FRØKEN HESSEL
Nå, det skal du få lov til, stakker. Men idag er I nok ganske alene?
FRU BERNICK
Ja, idag er vi alene.
FRØKEN HESSEL
Ja, vi mødte såmæn et par af de moralske oppe på torvet; de lod til at have svært travlt. banebryderne her, og så havde vi denne pastoren –
1.utg: 77
Men vi har jo sletikke fåt snakke ordentligt sammen endnu; igår var jo disse tre banebryderne her, og så havde vi denne pastoren –
HILMAR TØNNESEN
Adjunkten.
FRØKEN HESSEL
Jeg kalder ham pastoren. Men hvad synes I nu om mit værk i disse femten år? Er han stout gut? Hvem skulde kende igen galningen, som løb hjemmefra?
HU: 72
ikke bleven en stout gut? Hvem skulde kende igen galningen, som løb hjemmefra?
HILMAR TØNNESEN
Hm –!
FRØKEN HESSEL
Jo, det er jeg rigtignok kry af. Herregud, det er jo det eneste, jeg har udrettet her i verden; men det gir mig da et slags ret næver –
HIS: 80
til at være til. Ja, Johan, når jeg tænker på, hvorledes vi to begyndte derover med vore fire bare næver –
HILMAR TØNNESEN
Hænder.
FRØKEN HESSEL
Jeg siger næver; for skidne var de –
HILMAR TØNNESEN
Uf!
1.utg: 78
FRØKEN HESSEL
– og tomme var de også.
HILMAR TØNNESEN
Tomme? Nej, nu må jeg sige –!
FRØKEN HESSEL
Hvad må du sige?
KONSUL BERNICK
Hm!
HILMAR TØNNESEN
Nu må jeg sige – uf!
Han går ud på havetrappen.
FRØKEN HESSEL
Hvad går der af mennesket?
HIS: 81
KONSUL BERNICK
Å, bryd dig ikke om ham; han er noget nervøs i denne tid. Men vil du ikke se dig lidt om i haven? Dernede har du jo ikke været endnu, og jeg har just en times tid fri.
FRØKEN HESSEL
Jo, det vil jeg gerne; I kan tro, jeg har tidt og ofte været med mine tanker her i haven hos jer.
FRU BERNICK
Der er sket store forandringer der også, skal du få se.
Konsulen, fruen og frøken Hessel går ned i haven, hvor man af og til ser dem under det følgende.
1.utg: 79
OLAF
i havedøren
Onkel Hilmar, ved du, hvad onkel Johan spurgte mig om? Han spurgte, om jeg vilde være med ham til Amerika.
HU: 73
HILMAR TØNNESEN
OLAF
Ja, men det vil jeg ikke længer. Du skal få se når jeg blir stor –
HIS: 82
HILMAR TØNNESEN
De går ned sammen i haven.
JOHAN TØNNESEN
til Dina, som har taget hatten af og står i døren tilhøjre og ryster støvet af sin kjole
De er bleven dygtig varm efter turen.
DINA
Ja, det var en dejlig tur; så dejlig tur har jeg aldrig havt før.
JOHAN TØNNESEN
Plejer De kanske ikke ofte gå formiddagsture?
DINA
Jo; men det er bare med Olaf.
1.utg: 80
JOHAN TØNNESEN
Så. – Har De kanske større lyst til at gå ned i haven end til at blive her?
DINA
Nej, jeg har større lyst til at blive her.
JOHAN TØNNESEN
Jeg også. Og så er det jo en aftale at vi hver morgen går en slig tur sammen.
HIS: 83
DINA
Nej, herr Tønnesen, det skulde De ikke gøre.
JOHAN TØNNESEN
Hvad skulde jeg ikke? De loved det jo.
DINA
Ja, men når jeg nu tænker over det, så –. De skal ikke gå ud med mig.
JOHAN TØNNESEN
Men hvorfor ikke det?
DINA
Ja, De er fremmed; De kan ikke forstå det; men jeg skal sige Dem –
JOHAN TØNNESEN
Nå?
DINA
Nej, jeg vil helst ikke tale om det.
JOHAN TØNNESEN
Å jo visst; til mig kan De da tale om hvad det skal være.
1.utg: 81
DINA
Men alt dette forstår jeg slet ikke. De har da ikke gjort noget ondt?
DINA
Nej, ikke jeg, men –; nej, nu vil jeg ikke tale mere om det. De får det nok at vide af de andre.
JOHAN TØNNESEN
Hm.
DINA
Men der var noget andet, jeg gerne vilde spørge Dem om.
JOHAN TØNNESEN
Og hvad var det?
DINA
Det skal jo være så let at blive til noget dygtigt derover i Amerika?
JOHAN TØNNESEN
Nå, så let er det just ikke altid; man må ofte slide ondt og arbejde strængt i førstningen.
DINA
Ja, det vilde jeg gerne –
1.utg: 82
JOHAN TØNNESEN
De?
HIS: 85
DINA
JOHAN TØNNESEN
Men for pokker, så kom og rejs med os.
DINA
Å, nu spøger De bare; det sagde De til Olaf også. Men det var det jeg vilde vide, om menneskene er meget – meget sådan moralske derover?
JOHAN TØNNESEN
Moralske?
DINA
Ja, jeg mener, om de er sådan – anstændige og skikkelige, ligesom her.
JOHAN TØNNESEN
DINA
De forstår mig ikke. Jeg vilde just gerne at de ikke skulde være så meget anstændige og moralske.
JOHAN TØNNESEN
Ikke det? Hvordan vilde De så de skulde være?
1.utg: 83
DINA
Jeg vilde, de skulde være naturlige.
HIS: 86
JOHAN TØNNESEN
Ja, ja, det er kanske netop det, de er.
HU: 75
DINA
For så vilde det være godt for mig om jeg kunde komme derover.
JOHAN TØNNESEN
Ja visst vilde det så; derfor skal De rejse med os.
DINA
KONSUL BERNICK
nedenfor havetrappen hos begge damerne
Bliv, bliv; jeg skal hente det, kære Betty. Du kunde så let forkøle dig.
KONSUL BERNICK
Nej, nu må Johan blive her. Se her, Dina; tag min kones shawl og gå med. Johan blir her hos mig, kære Betty. Jeg må da høre lidt om forholdene derover.
1.utg: 84
FRU BERNICK
Ja, ja; men kom så efter; du ved jo, hvor du skal finde os.
Fru Bernick, frøken Hessel og Dina går ned gennem haven tilvenstre.
HIS: 87
KONSUL BERNICK
ser et øjeblik efter dem, går så hen og lukker den øverste dør tilvenstre, derpå går han hen til Johan, griber begge hans hænder, ryster og trykker dem
Johan, nu er vi alene; må jeg nu få lov at takke dig.
JOHAN TØNNESEN
Å hvad!
KONSUL BERNICK
Mit hus og hjem, min familjelykke, min hele borgerlige stilling i samfundet, – alt skylder jeg dig.
JOHAN TØNNESEN
Nå, det glæder mig, kære Karsten; så kom der dog noget godt ud af den gale historie.
KONSUL BERNICK
ryster igen hans hænder
Tak, tak alligevel! Ikke en blandt ti tusinde havde gjort, hvad du dengang gjorde for mig.
HU: 76
JOHAN TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Men hvem var nærmere til det, end den skyldige?
1.utg: 85
JOHAN TØNNESEN
Stop! Dengang var den uskyldige nærmest til det. Jeg var jo frank og fri, forældreløs; dette slid på kontoret var det en ren lykke at komme bort fra. Du derimod havde din gamle moder ilive, og dertil var du jo netop bleven hemmelig forlovet
HIS: 88
med Betty, som holdt så meget af dig. Hvorledes vilde det gåt med hende, hvis hun havde fåt at vide –?
KONSUL BERNICK
Sandt, sandt, sandt; men –
JOHAN TØNNESEN
KONSUL BERNICK
JOHAN TØNNESEN
Ingen skrupler, kære Karsten. Vi blev jo enige om, at så skulde det være; reddes måtte du jo, og du var jo min ven. Jo, det venskab var jeg rigtignok kry af! Her gik jeg og sled som en stakkers hjemfødning; og så kommer du kured til Betty; nu forstår jeg det nok. Men hvor kry jeg var af det! Og hvem vilde ikke have været det? Hvem vilde ikke gerne have ofret sig for dig, især når det ikke galdt andet end en måneds
by
skrupler, kære Karsten. Vi blev jo enige om, at så skulde det være; reddes måtte du jo, og du var jo min ven. Jo, det venskab var jeg rigtignok kry af! Her gik jeg og sled som en stakkers hjemfødning; og så kommer du 1.utg: 86
tilbage, fin og fornem, fra din store udenlandsrejse; havde været både i London og i Paris. Og så kårer du mig til din omgangsven, skønt jeg var fire år yngre end du; – ja, det var nu fordi du gik og kured til Betty; nu forstår jeg det nok. Men hvor kry jeg var af det! Og hvem vilde ikke have været det? Hvem vilde ikke gerne have ofret sig for dig, især når det ikke galdt andet end en måneds
byHU: 77
sladder, og en så med det samme kunde løbe ud i den vide verden.
HIS: 89
KONSUL BERNICK
Hm, min kære Johan, jeg vil oprigtig sige dig at historien endnu ikke er så ganske glemt.
JOHAN TØNNESEN
Ikke det? Nå, hvad rager det mig, når jeg igen sidder derover på min farm –
KONSUL BERNICK
Du rejser altså tilbage?
JOHAN TØNNESEN
Forstår sig.
KONSUL BERNICK
Men dog ikke så snart, håber jeg?
JOHAN TØNNESEN
Så snart som muligt. Det var jo kun for at føje Lona at jeg tog med herover.
KONSUL BERNICK
Så? Hvorledes det?
1.utg: 87
JOHAN TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Og så?
HIS: 90
JOHAN TØNNESEN
Ja, Karsten, nu kommer jeg med et skriftemål, som jeg skammer mig over.
KONSUL BERNICK
Du har da ikke betroet hende sammenhængen?
JOHAN TØNNESEN
Jo. Det var urigtigt af mig; men jeg kunde ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om hvad Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet udstå hende; men for mig har hun været som en moder. I de første år, da vi havde det så trangt derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene, og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun siden både lo og græd tærtes hen, hun, som havde slidt og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten. Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du tænker. Og så – så fik hun det at vide.
hvad Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet udstå hende; men for mig har hun været som en moder. I de første år, da vi havde det så trangt derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene, og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun siden både lo og græd HU: 78
over, – altsammen for at holde livet i mig. Kunde jeg så se på at 1.utg: 88
hun i vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten. Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du tænker. Og så – så fik hun det at vide.
KONSUL BERNICK
Og hvorledes tog hun det?
JOHAN TØNNESEN
Nå, hun mente, som sandt var, at når jeg vidste mig uskyldig, så kunde det ikke være mig imod at gøre en trip med herover. Men vær du rolig; Lona røber intet, og jeg skal nok vogte min mund anden gang.
HIS: 91
KONSUL BERNICK
Ja, ja, det stoler jeg på.
JOHAN TØNNESEN
Her er min hånd. Og så vil vi ikke tale mere om den gamle historie; lykkeligvis er det den eneste gale streg, nogen af os har gjort sig skyldig i, tænker jeg. Nu vil jeg rigtig nyde de få dage, jeg blir her. Du kan ikke tro, hvilken prægtig tur vi havde iformiddag. Hvem skulde troet at den lille tøsunge, som løb her og spilled engle på theatret –! Men sig mig, du, – hvorledes gik det siden med hendes forældre?
streg, nogen af os har gjort sig skyldig i, tænker jeg. Nu vil jeg rigtig nyde de få dage, jeg blir her. Du kan ikke tro, hvilken prægtig tur vi havde iformiddag. Hvem skulde troet at den lille tøsunge, som løb her og spilled engle på theatret –! Men sig mig, du, – hvorledes gik det siden med hendes forældre?
1.utg: 89
KONSUL BERNICK
Å, kære, jeg ved ikke mere at fortælle, end hvad jeg skrev dig til straks efter du var rejst. Ja, du fik dog vel de to breve?
JOHAN TØNNESEN
Ja vel, ja vel; jeg har dem begge to. Det fordrukne menneske løb jo fra hende?
KONSUL BERNICK
Og slog sig siden ihjæl i fuldskab.
JOHAN TØNNESEN
Hun døde jo også kort efter? Men du gjorde vel for hende, hvad du sådan i stilhed kunde?
KONSUL BERNICK
Hun var stolt; hun forrådte intet og hun vilde intet modtage.
HIS: 92
JOHAN TØNNESEN
Nå, det var ialfald rigtigt af dig at du tog Dina i huset.
HU: 79
KONSUL BERNICK
Ja visst var det så. Forresten var det egentlig Marta, som drev den sag igennem.
JOHAN TØNNESEN
Så det var Marta? Ja, Marta – det er sandt – hvor er hun henne idag?
1.utg: 90
JOHAN TØNNESEN
Det er altså Marta, som har taget sig af hende.
KONSUL BERNICK
JOHAN TØNNESEN
Ja, hun så svært medtaget ud igår; jeg frygter også for at hun ikke har helbred til det.
KONSUL BERNICK
JOHAN TØNNESEN
Underholde? Jeg trode, hun havde såvidt formue selv –
HIS: 93
KONSUL BERNICK
Ikke en skilling. Du husker nok, hvilken kneben tid det var for moder da du rejste. Hun fortsatte da en stund med bistand af mig; men det kunde jeg naturligvis ikke i længden være tjent med. Så lod jeg mig optage i firmaet; men det gik heller ikke på den måde. Jeg måtte derfor overtage det hele, og da vi opgjorde vor status, viste det sig at der sågodtsom intet stod naturligvis også Marta på en bar bakke.
kneben tid det var for moder da du rejste. Hun fortsatte da en stund med bistand af mig; men det kunde jeg naturligvis ikke i længden være tjent med. Så lod jeg mig optage i firmaet; men det gik heller ikke på den måde. Jeg måtte derfor overtage det hele, og da vi opgjorde vor status, viste det sig at der sågodtsom intet 1.utg: 91
blev tilovers på moders part. Da så moder kort efter døde, stod naturligvis også Marta på en bar bakke.
JOHAN TØNNESEN
Den stakkers Marta!
KONSUL BERNICK
Stakkers? Hvorfor det? Du tror da vel ikke at jeg lader hende savne noget? Å nej, det tør jeg dog sige, at jeg er en god broder. Hun bor lærerinde-gagen kan hun rundeligt klæde sig for, og et enligt fruentimmer, – hvad skal hun med mere?
HU: 80
naturligvis sammen med os og spiser ved vort bord; lærerinde-gagen kan hun rundeligt klæde sig for, og et enligt fruentimmer, – hvad skal hun med mere?
JOHAN TØNNESEN
Hm; på den vis tænker vi ikke i Amerika.
KONSUL BERNICK
Nej, det tror jeg nok; i et opagiteret samfund, som det amerikanske. Men her i vor lille kreds, hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato ialfald ikke har fåt indpas, her nøjes kvinderne med at indtage en sømmelig om end beskeden stilling. Det er forresten Martas egen skyld; hun kunde såmæn have været forsørget for længe siden, hvis hun selv havde villet.
opagiteret samfund, som det amerikanske. Men her i vor lille kreds, hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato ialfald ikke har fåt indpas, her nøjes kvinderne med at indtage en sømmelig om end beskeden stilling. Det er forresten Martas egen skyld; hun kunde såmæn have været forsørget for længe siden, hvis hun selv havde villet.
JOHAN TØNNESEN
Du mener, hun kunde have giftet sig?
JOHAN TØNNESEN
Ubetydelig?
KONSUL BERNICK
JOHAN TØNNESEN
Ja, men hun –?
KONSUL BERNICK
Hun? Hvorledes? Nå ja, hun har naturligvis nok at interessere sig for; hun har jo mig og Betty og Olaf og mig. Menneskene bør da ikke i første række tænke på sig selv, og allermindst kvinderne. Vi har jo dog alle et større eller mindre samfund at støtte og at virke for. Således gør jeg ialfald. (tyder mod fuldmægtig Krap, som kommer fra højre) Ja, der har du straks et bevis. Tror du, det er mine egne affærer, som optager mig? På ingen måde. (hurtigt til Krap) Nå?
KONSUL BERNICK
Ypperligt! Fortræffeligt! – Ja nu, svoger, må du sandelig have mig undskyldt sålænge. (dæmpet og med et håndtryk) Tak, tak,
HIS: 95
Johan; og vær overbevist om at alt, hvad jeg kan tjene dig i, – nå, du forstår mig nok. – Kom, herr Krap.De går ind i konsulens værelse.
JOHAN TØNNESEN
ser en stund efter ham
Hm –
Han vil gå ned i haven. I det samme kommer frøken Bernick med en liden kurv på armen ind fra højre.
JOHAN TØNNESEN
Nej se, Marta!
FRØKEN BERNICK
Ah – Johan, – er det dig?
JOHAN TØNNESEN
Så tidligt på farten du også.
FRØKEN BERNICK
Ja. Vent lidt; nu kommer visst de andre straks. (vil gå ud til venstre)
JOHAN TØNNESEN
Hør, Marta, har du altid sådant hastværk?
1.utg: 94
FRØKEN BERNICK
Jeg?
JOHAN TØNNESEN
Igår gik du ligesom af vejen, så jeg ikke fik tale et ord med dig, og idag –
HIS: 96
FRØKEN BERNICK
Ja, men –
JOHAN TØNNESEN
Før var vi dog altid sammen, – vi to gamle legekammerater.
FRØKEN BERNICK
Ak, Johan, det er mange, mange år siden.
JOHAN TØNNESEN
Nå, Herregud, det er femten år siden, hverken mere eller mindre. Synes du kanske, jeg har forandret mig så meget?
JOHAN TØNNESEN
Hvad mener du?
FRØKEN BERNICK
Å, det var ingenting.
HU: 82
JOHAN TØNNESEN
Du lader ikke til at være bleven meget oplivet ved at se mig igen.
1.utg: 95
FRØKEN BERNICK
Jeg har ventet så længe, Johan, – for længe.
JOHAN TØNNESEN
Ventet? At jeg vilde komme?
HIS: 97
FRØKEN BERNICK
Ja.
JOHAN TØNNESEN
Og hvorfor, mente du, jeg vilde komme?
JOHAN TØNNESEN
Jeg?
FRØKEN BERNICK
JOHAN TØNNESEN
Og dette må jeg høre af dig? Marta, har da aldrig din broder –?
FRØKEN BERNICK
Hvad han?
JOHAN TØNNESEN
Har han aldrig –; nu ja, jeg mener, har han aldrig havt så meget som et undskyldende ord for mig?
1.utg: 96
FRØKEN BERNICK
Ak, Johan, du kender jo Karstens strænge grundsætninger.
HIS: 98
JOHAN TØNNESEN
Hm –, ja visst, ja visst, jeg kender nok min gamle ven Karstens strænge grundsætninger. – Men dette er jo –! Nå. Jeg talte nylig med ham. Jeg synes at han har forandret sig adskilligt.
FRØKEN BERNICK
Hvor kan du sige det? Karsten har da altid været en udmærket mand.
JOHAN TØNNESEN
FRØKEN BERNICK
Hør, Johan, jeg vil sige dig, hvad lys jeg har set dig i. (peger ned i haven) Ser du hende, som leger dernede i græsset med Olaf? Det er Dina. Erin
HU: 83
drer du det forvirrede brev, du skrev mig til da du rejste? Du skrev at jeg skulde tro på dig. Jeg har troet på dig, Johan. Alt det onde, som her bagefter gik rygter om, må være sket i forvildelse, uden tanke, uden overlæg –
JOHAN TØNNESEN
Hvad mener du?
1.utg: 97
FRØKEN BERNICK
O, du forstår mig jo nok; – ikke et ord mere om det. Men bort måtte du jo, begynde forfra – et nyt liv. Ser du, Johan, jeg har været din stedfortræder herhjemme, jeg, din gamle legekammerat. De pligter, du ikke husked på at varetage her, eller ikke kunde varetage, dem har jeg varetaget for dig. Jeg siger dig dette, for at du ikke skal have også det at bebrejde dig. Det forurettede barn har
HIS: 99
jeg været en moder for, har opdraget hende, så godt jeg kunde –
FRØKEN BERNICK
Det har ikke været spildt. Men du kom sent, Johan.
JOHAN TØNNESEN
Marta, – dersom jeg kunde sige dig –. Nå, lad mig da ialfald takke dig for dit trofaste venskab.
FRØKEN BERNICK
smiler tungt
Hun går ud gennem den bagerste dør tilvenstre. Frøken Hessel kommer fra haven, fulgt af fru Bernick.
FRU BERNICK
endnu i haven
Men for Guds skyld, Lona, hvad tænker du på!
1.utg: 98
FRØKEN HESSEL
Lad mig være, siger jeg; jeg vil og må tale med ham.
FRU BERNICK
Men det vilde jo være den største skandale! Ah, Johan, er du endnu her?
FRØKEN HESSEL
Ud med dig, gut; stå ikke her og hæng i stueluften; gå ned i haven og snak med Dina.
FRU BERNICK
Men –
FRØKEN HESSEL
Hør du, John, har du set rigtig på Dina?
JOHAN TØNNESEN
Ja, det tror jeg nok.
FRU BERNICK
Men, Lona –!
JOHAN TØNNESEN
Noget for mig?
FRØKEN HESSEL
Ja, at se på, mener jeg. Gå nu!
1.utg: 99
JOHAN TØNNESEN
Ja, ja, jeg går mere end gerne.
Han går ned i haven.
FRU BERNICK
Lona, jeg er som forstenet over dig. Dette kan dog umuligt være dit alvor.
HIS: 101
FRØKEN HESSEL
FRU BERNICK
Dina! Dina Dorf! Betænk dog –
FRØKEN HESSEL
Jeg betænker først og fremst guttens lykke. For hjælpe til, det må jeg; selv er han ikke videre fremmelig i sligt; småpiger og fruentimmer har han aldrig havt noget rigtigt syn for.
FRU BERNICK
Han? Johan! Nå, jeg synes rigtignok, vi har havt sørgelige beviser for –
FRØKEN HESSEL
Å pokker i vold med den dumme historie! Hvor er Bernick henne? Jeg vil tale med ham.
FRU BERNICK
Lona, du gør det ikke, siger jeg!
1.utg: 100
FRØKEN HESSEL
Jeg gør det. Synes gutten om hende, – og hun om ham, – så skal de også have hverandre. Bernick er jo slig en klog mand; han må finde på en udvej –
FRU BERNICK
Og du kan tænke dig, at disse amerikanske usømmeligheder skulde blive tålt her –
FRU BERNICK
– at en mand, som Karsten, med hans strænge moralske tænkemåde –
FRØKEN HESSEL
Å pyt, den er vel ikke så urimelig stræng.
FRU BERNICK
Hvad er det, du vover at sige?
FRØKEN HESSEL
Jeg vover at sige, at Bernick er vel ikke synderlig mere moralsk end andre mandfolk.
FRU BERNICK
1.utg: 101
FRØKEN HESSEL
Ja, Betty, dengang forløb jeg mig stygt.
FRU BERNICK
Og hvor højmodigt har han ikke tilgivet dig, han, som dog aldrig havde forbrudt noget! Thi han kunde dog ikke for at du gik her og gjorde dig forhåbninger. Men siden den tid har du hadet mig også. (brister i gråd) Du har aldrig undt mig min lykke. Og nu kommer du her for at vælte alt dette over mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har bragt Karsten ind i.
Thi han kunde dog ikke for at du gik her og gjorde dig forhåbninger. Men siden den tid har du hadet mig også. (brister i gråd) Du har aldrig undt mig min lykke. Og nu kommer du her for at vælte alt dette over mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har bragt Karsten ind i. HIS: 103
Ja, det er mig, det går ud over, og det er det, du vil. O, det er afskyeligt af dig!Hun går grædende ud gennem den øverste dør tilvenstre.
FRØKEN HESSEL
ser efter hende
Stakkers Betty.
Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.
KONSUL BERNICK
endnu i døren
FRØKEN HESSEL
Nej. Skal jeg kanske hente hende?
KONSUL BERNICK
Nej, nej, nej, lad være! O, Lona, du ved ikke, hvor jeg har brændt efter at få tale åbent
1.utg: 102
med dig, – efter at få trygle om din tilgivelse.
HU: 86
FRØKEN HESSEL
Hør nu, Karsten, lad os ikke blive sentimentale; det klæder os ikke.
KONSUL BERNICK
HIS: 104
FRØKEN HESSEL
Hvorfor tror du jeg er kommen herhjem?
KONSUL BERNICK
FRØKEN HESSEL
Nu er du ræd. – Du har engang holdt af mig, siger du. Ja, det forsikred du mig tidt nok i dine breve; og kanske det også var sandt – på en måde, sålænge du leved derude i en stor og frigjort verden, som gav dig mod til selv at tænke frit og stort. Du fandt kanske hos mig lidt mere karakter og vilje og selvstændighed, end hos de fleste herhjemme. Og så var det jo
1.utg: 103
en hemmelighed mellem os to; der var ingen, som kunde gøre sig lystig over din slette smag.
KONSUL BERNICK
Lona, hvor kan du dog tro –?
FRØKEN HESSEL
KONSUL BERNICK
Du var hensynsløs dengang.
FRØKEN HESSEL
HIS: 105
KONSUL BERNICK
HU: 87
FRØKEN HESSEL
Lad gå; men da så Betty kom hjem, smuk, opblomstrende, forgudet af alle, – og da det blev bekendt at hun skulde arve alle pengene efter tante og at jeg ingenting vilde få –
KONSUL BERNICK
Ja, der er vi ved sagen, Lona; og nu skal du høre det uden omsvøb. Jeg elsked ikke Betty tilbøjelighed. Det var for pengenes skyld ligefrem; jeg var nødt til det; jeg måtte sikkre mig dem.
1.utg: 104
dengang; jeg brød ikke med dig for nogen ny tilbøjelighed. Det var for pengenes skyld ligefrem; jeg var nødt til det; jeg måtte sikkre mig dem.
FRØKEN HESSEL
Og det siger du mig lige i øjnene?
KONSUL BERNICK
Ja, jeg gør. Hør mig, Lona –
FRØKEN HESSEL
Og dog skrev du mig til at en ubetvingelig kærlighed til Betty havde grebet dig, påkaldte min højmodighed, besvor mig for Bettys skyld at tie med det, som havde været imellem os –
KONSUL BERNICK
Jeg måtte det, siger jeg.
FRØKEN HESSEL
HIS: 106
KONSUL BERNICK
Lad mig koldt og rolig sige dig, hvorledes stillingen var i de dage. Min moder stod, som du husker, i spidsen for forretningen; men hun var aldeles uden forretningssans. Jeg blev skyndsomt kaldt hjem fra Paris; tiderne var kritiske; jeg skulde bringe affærerne påfode. Hvad fandt jeg? Jeg fandt, hvad der måtte holdes i den dybeste hemmelighed, et sågodtsom ruineret hus.
ruineret hus. 1.utg: 105
Ja, det var sågodtsom ruineret, dette gamle ansete hus, der havde ståt i tre generationer. Hvad havde jeg, sønnen, den eneste søn, andet at gøre end at se mig om efter et redningsmiddel?
FRØKEN HESSEL
Og så redded du huset Bernick på en kvindes bekostning.
KONSUL BERNICK
Du ved godt at Betty elsked mig.
FRØKEN HESSEL
Men jeg?
HU: 88
KONSUL BERNICK
Tro mig, Lona, – du var aldrig bleven lykkelig med mig.
KONSUL BERNICK
Tror kanske du at jeg af egennyttige bevæggrunde handled som jeg gjorde? Havde jeg dengang ståt alene, så skulde jeg den føleligste måde være
HIS: 107
med frejdigt mod begyndt forfra. Men du skønner ikke, hvorledes en forretningsmand vokser sammen, under et umådeligt ansvar, med den forretning, han tager i arv. Ved du at hundreders, ja tusenders vel og ve afhænger af ham? Betænker du ikke at hele det samfund, som både du og jeg kalder vort hjem, vilde på den føleligste måde være 1.utg: 106
blevet berørt deraf, om huset Bernick havde gåt tilgrunde?
FRØKEN HESSEL
Er det også for samfundets skyld at du i disse femten år er bleven stående i løgnen?
KONSUL BERNICK
I løgnen?
FRØKEN HESSEL
Hvad ved Betty om alt det, som ligger under og forud for hendes forbindelse med dig?
KONSUL BERNICK
Kan du tro at jeg til ingen nytte vilde såre hende ved at blotte de ting?
FRØKEN HESSEL
Til ingen nytte, siger du? Ja, ja, du er jo forretningsmand; du må jo forstå dig på det nyttige. – Men hør nu, Karsten, nu vil jeg også tale koldt og roligt. Sig mig, – er du nu også rigtig lykkelig?
KONSUL BERNICK
I familjen, mener du?
HIS: 108
FRØKEN HESSEL
Ja vel.
KONSUL BERNICK
Det er jeg, Lona. Å, du har ikke forgæves været en så opofrende veninde for mig. Jeg tør sige at jeg er bleven lykkeligere år for år. Betty
1.utg: 107
er både god og føjelig. Og hvorledes hun i årenes løb har lært at bøje sit væsen efter det, som er ejendommeligt hos mig –
HU: 89
FRØKEN HESSEL
Hm.
KONSUL BERNICK
Før havde hun jo en hel del overspændte forestillinger om kærligheden; hun kunde ikke forlige sig med den tanke, at den lidt efter lidt skulde gå over til en mild venskabsflamme.
FRØKEN HESSEL
Men nu finder hun sig tilrette i det?
KONSUL BERNICK
Fuldstændig. Du kan vide at den daglige omgang med mig ikke er bleven uden modnende indflydelse på hende. Menneskene må gensidig lære at nedstemme sine fordringer, hvis man skal gøre fyldest i det samfund, hvori man er sat. Det har Betty også efterhånden lært at indse, og derfor er vort hus nu et mønster for vore medborgere.
nedstemme sine fordringer, hvis man skal gøre fyldest i det samfund, hvori man er sat. Det har Betty også efterhånden lært at indse, og derfor er vort hus nu et mønster for vore medborgere.
FRØKEN HESSEL
Men disse medborgere ved ingenting om løgnen?
HIS: 109
KONSUL BERNICK
Om løgnen?
FRØKEN HESSEL
Ja, om løgnen, som du nu i femten år har ståt i.
1.utg: 108
KONSUL BERNICK
Og det kalder du –?
FRØKEN HESSEL
Løgnen kalder jeg det. Den trefoldige løgn. Først løgnen mod mig; så løgnen mod Betty; så løgnen mod Johan.
KONSUL BERNICK
Betty har aldrig krævet at jeg skulde tale.
FRØKEN HESSEL
Fordi hun ingenting har vidst.
KONSUL BERNICK
Og du vil ikke kræve det; – af hensyn til hende vil du det ikke.
FRØKEN HESSEL
Men du selv, Karsten? Er der ikke noget indeni dig, som kræver at komme ud af løgnen?
Jeg skulde frivilligt ofre min familjelykke og min stilling i samfundet!
1.utg: 109
FRØKEN HESSEL
Hvad ret har du til at stå der du står?
KONSUL BERNICK
I femten år har jeg daglig tilkøbt mig en smule ret – ved min vandel, og ved det, jeg har virket og fremmet.
FRØKEN HESSEL
Ja, du har virket og fremmet meget, både for dig selv og for andre. Du er byens rigeste og mægtigste mand; under din vilje tør de ikke andet end bøje sig, alle, fordi du gælder for at være uden plet og lyde; dit hjem gælder for et mønsterhjem, din færd for en mønsterfærd. Men al denne herlighed, og du selv med, står som på en gyngende myr. Et øjeblik kan komme, et ord kan blive udtalt, – og både du og hele herligheden går tilbunds, hvis du ikke berger dig itide.
KONSUL BERNICK
Lona, – hvad er det, du vil herover?
FRØKEN HESSEL
Jeg vil hjælpe dig til fast grund under fødderne, Karsten.
KONSUL BERNICK
Hævn! Du vil hævne dig? Jeg ante det nok. Men det lykkes dig ikke! Her er kun en, som kan tale med myndighed, og han er taus.
KONSUL BERNICK
Ja, Johan. Vil nogen anden anklage mig, så nægter jeg alt. Vil man tilintetgøre mig, så strider jeg på livet. Men det skal aldrig lykkes dig, siger jeg! Han, som kunde fælde mig, han tier – og han rejser igen.
Grosserer Rummel og købmand Vigeland kommer fra højre.
GROSSERER RUMMEL
Goddag, goddag, kære Bernick; du må komme med os op i handelsforeningen; vi har møde i jernbanesagen, ved du.
KONSUL BERNICK
Jeg kan ikke. Umuligt nu.
HU: 91
GROSSERER RUMMEL
KONSUL BERNICK
Nå, så forklar dem da –
KØBMAND VIGELAND
Det hjælper ikke, hvad vi forklarer, herr konsul –
FRØKEN HESSEL
Nej, det skulde jeg mene.
KONSUL BERNICK
Jeg kan ikke, siger jeg; jeg er uvel; – eller ialfald, bi – lad mig samle mig.
Adjunkt Rørlund kommer fra højre.
KONSUL BERNICK
Ja, ja, hvad fejler Dem?
ADJUNKT RØRLUND
FRØKEN HESSEL
Hvilket menneske, herr pastor?
ADJUNKT RØRLUND
Med det menneske, som hun, blandt alle mennesker i verden, burde holdes længst borte fra.
HIS: 113
FRØKEN HESSEL
1.utg: 112
ADJUNKT RØRLUND
Er det med Deres minde, herr konsul?
KONSUL BERNICK
der søger hat og handsker
Jeg ved ikke af noget. Undskyld; jeg har hastværk; jeg skal op i handelsforeningen.
HILMAR TØNNESEN
kommer fra haven og går hen til den øverste dør tilvenstre
Betty, Betty, hør her!
FRU BERNICK
i døren
Hvad er det?
HILMAR TØNNESEN
Du bør gå ned i haven og gøre en ende på det lefleri, som en viss person driver med denne
lefleri, som en viss person driver med denne HU: 92
Dina Dorf. Jeg er bleven ganske nervøs af at høre på det.
FRØKEN HESSEL
Så? Hvad har da personen sagt?
HILMAR TØNNESEN
Å, ikke andet end at han vil hun skal følge med ham til Amerika. Uf!
ADJUNKT RØRLUND
Kan sligt være muligt!
HIS: 114
FRU BERNICK
Hvad siger du!
1.utg: 113
FRØKEN HESSEL
Men det vilde jo være prægtigt.
KONSUL BERNICK
Umuligt! Du har hørt fejl.
HILMAR TØNNESEN
Så spørg ham selv. Der kommer parret. Men lad bare mig blive udenfor.
KONSUL BERNICK
til Rummel og Vigeland
Jeg kommer efter, – om et øjeblik –
Grosserer Rummel og købmand Vigeland går ud til højre. Johan Tønnesen og Dina kommer fra haven.
FRU BERNICK
Men, Johan, – du ubesindige –!
ADJUNKT RØRLUND
Er dette virkeligt! En så topmålt skandale! Ved hvilke forførelseskunster har De –?
JOHAN TØNNESEN
Nå nå, mand; hvad er det De siger?
HIS: 115
ADJUNKT RØRLUND
DINA
Jeg må bort herfra.
1.utg: 114
ADJUNKT RØRLUND
Men med ham – med ham!
DINA
Nævn mig nogen anden her, som havde mod til at tage mig med.
ADJUNKT RØRLUND
Nu, så skal De også få vide, hvem han er.
JOHAN TØNNESEN
Tal ikke!
KONSUL BERNICK
Ikke et ord mere!
ADJUNKT RØRLUND
Da tjente jeg dårligt det samfund, hvis moral og sæder jeg er sat til at være en vogter for; og uforsvarligt handled jeg mod denne unge pige, i hvis
HU: 93
opdragelse også jeg har havt en væsentlig del og som er mig –
JOHAN TØNNESEN
Vogt Dem for hvad De gør!
HIS: 116
ADJUNKT RØRLUND
Hun skal vide det! Dina, det er denne mand, som voldte al Deres moders ulykke og skam.
KONSUL BERNICK
Herr adjunkt –!
1.utg: 115
DINA
Han! (til Johan Tønnesen) Er dette sandt?
JOHAN TØNNESEN
Karsten, svar du.
KONSUL BERNICK
Ikke et ord mere! Idag skal her ties.
DINA
Sandt altså.
ADJUNKT RØRLUND
Sandt, sandt. Og mere end det. Dette menneske, som De sætter lid til, løb ikke tomhændet hjemmefra; – enkefru Bernicks kasse –; konsulen kan bevidne det!
FRØKEN HESSEL
Løgner!
KONSUL BERNICK
Ah –!
FRU BERNICK
O Gud, o Gud!
HIS: 117
JOHAN TØNNESEN
imod ham med løftet arm
Og det vover du –!
FRØKEN HESSEL
afbødende
Slå ham ikke, Johan!
ADJUNKT RØRLUND
Jo, forgrib Dem kun på mig. Men sandheden skal frem; og det er sandhed; konsul
1.utg: 116
Bernick har selv sagt det, og hele byen ved det. – Nu, Dina, nu kender De ham.Kort stilhed.
FRU BERNICK
dæmpet og i gråd
O, Karsten, at jeg skulde bringe dig ind i al denne skændsel.
KØBMAND SANDSTAD
kommer hurtigt fra højre og råber med hånden på dørklinken
Nu må De endelig komme, herr konsul! Hele jernbanen hænger i en tråd.
HU: 94
KONSUL BERNICK
åndsfraværende
Hvad er det? Hvad skal jeg –?
FRØKEN HESSEL
alvorligt og med eftertryk
Du skal op og støtte samfundet, svoger.
KØBMAND SANDSTAD
Ja kom, kom; vi behøver al Deres moralske overvægt.
HIS: 118
JOHAN TØNNESEN
tæt ved ham
Bernick, – vi to tales ved imorgen.
Han går ud gennem haven; konsul Bernick går som viljeløs ud til højre med købmand Sandstad.
Havesalen i konsul Bernicks hus.
Konsul Bernick, med et spanskrør i hånden, kommer i hæftig vrede ud fra det bagerste værelse tilvenstre og lader døren stå halvt åben efter sig.
spanskrør i hånden, kommer i hæftig vrede ud fra det bagerste værelse tilvenstre og lader døren stå halvt åben efter sig.
KONSUL BERNICK
Se så; nu er der da endelig engang bleven alvor af det; den lusing tænker jeg han skal huske. (til nogen inde i værelset) Hvad siger du? – Og jeg siger, du er en uforstandig moder! Du undskylder ham, gir ham medhold i alle hans slyngelstreger. – Ikke slyngelstreger? Hvad kalder du det da? At liste sig ud af huset ved nattetid, gå tilhavs med fiskerbåden, blive borte til langt ud på dagen og sætte mig i slig dødelig angst, mig, som har så meget andet at stå i. Og så vover den knægt at true med at han vil løbe sin vej! Ja, lad ham prøve på det! – Du? Nej, det tror jeg nok; du bekymrer dig ikke stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne, at om han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg har en gerning at efterlade mig her i verden; jeg er
lusing tænker jeg han skal huske. (til nogen inde i værelset) Hvad siger du? – Og jeg siger, du er en uforstandig moder! Du undskylder ham, gir ham medhold i alle hans slyngelstreger. – Ikke slyngelstreger? Hvad kalder du det da? At liste sig ud af huset ved nattetid, gå tilhavs med fiskerbåden, blive borte til langt ud på dagen og sætte mig i slig dødelig angst, mig, som har så meget andet at stå i. Og så vover den knægt at true med at han vil løbe sin vej! Ja, lad ham prøve på det! – Du? Nej, det tror jeg nok; du bekymrer dig ikke stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne, at om han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg har en gerning at efterlade mig her i verden; jeg er 1.utg: 118
ikke tjent med at blive barnløs. – Ingen indvendinger, Betty; det blir, som jeg har sagt; han har husarrest – (lytter) Hys; lad ingen mærke noget.Fuldmægtig Krap kommer fra højre.
FULDMÆGTIG KRAP
Har De tid et øjeblik, herr konsul?
HIS: 120
KONSUL BERNICK
kaster spanskrøret fra sig
Ja vel, ja vel. Kommer De fra værftet?
FULDMÆGTIG KRAP
Nu netop. Hm –
KONSUL BERNICK
Nå? Der er dog ikke noget ivejen med «Palmetræet»?
HU: 96
FULDMÆGTIG KRAP
«Palmetræet» kan sejle imorgen, men –
KONSUL BERNICK
«Indian Girl» altså? Aned det mig ikke at den stivnakke –
FULDMÆGTIG KRAP
«Indian Girl» kan også sejle imorgen; men – den kommer visst ikke langt.
KONSUL BERNICK
Hvad mener De?
1.utg: 119
FULDMÆGTIG KRAP
Undskyld, herr konsul; den dør står på klem og jeg tror der er nogen derinde –
KONSUL BERNICK
lukker døren
Se så. Men hvad er det dog for noget, som ingen må høre?
FULDMÆGTIG KRAP
HIS: 121
KONSUL BERNICK
Men Gud forbarme sig, hvor kan De tro –?
FULDMÆGTIG KRAP
Kan ikke forklare mig det på anden måde, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Nå, så sig mig dog i få ord –
FULDMÆGTIG KRAP
KONSUL BERNICK
Ja, ja.
FULDMÆGTIG KRAP
Men imorges, da jeg kom derned, mærked jeg at reparationen på Amerikaneren var skredet spunds i bunden, – De ved, det pilrådne sted –
1.utg: 120
påfaldende vidt frem; det store spunds i bunden, – De ved, det pilrådne sted –
KONSUL BERNICK
Ja, ja, hvad det?
FULDMÆGTIG KRAP
KONSUL BERNICK
Ja ja, og så –?
HIS: 122
FULDMÆGTIG KRAP
Gik og funderte på dette; folkene hvilte just til frokost, og så fandt jeg anledning til ubehavde svært for at komme ned i den lastede skude; men fik troen i hænderne. Der sker underfundigheder, herr konsul.
frokost, og så fandt jeg anledning til ubeHU: 97
mærket at se mig om både udenbords og indenbords; havde svært for at komme ned i den lastede skude; men fik troen i hænderne. Der sker underfundigheder, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Jeg kan ikke tro Dem, herr Krap. Jeg kan ikke, jeg vil ikke tro sligt om Aune.
FULDMÆGTIG KRAP
Gør mig ondt, – men er den skære sandhed. Sker underfundigheder, siger jeg. Intet nyt tømmer indsat, så vidt jeg kunde skønne; bare dyttet og drevet og overklinket med plader og pressenninger og sådant noget. Rent fusk! «Indian
drevet og overklinket med plader og pressenninger og sådant noget. Rent fusk! «Indian 1.utg: 121
Girl» når aldrig New-York; går tilbunds som en sprukken gryde.
KONSUL BERNICK
Dette er jo forfærdeligt! Men hvad tror De han kan have til hensigt?
FULDMÆGTIG KRAP
Vil rimeligvis bringe maskinerne i miskredit; vil hævne sig; vil have den gamle arbejdsstok tagen til nåde igen.
KONSUL BERNICK
Og så ofrer han kanske alle de mange menneskeliv.
FULDMÆGTIG KRAP
Han sagde nylig: der findes ikke mennesker ombord i «Indian Girl», – bare udyr.
HIS: 123
KONSUL BERNICK
Ja, ja, lad så være; men agter han da ikke den store kapital, som går tabt?
FULDMÆGTIG KRAP
Aune har ikke noget godt øje til den store kapital, herr konsul.
KONSUL BERNICK
1.utg: 122
FULDMÆGTIG KRAP
Forstår sig, men –
KONSUL BERNICK
Under middagshvilen må De se til at komme derned igen; fuld visshed må jeg have.
HU: 98
FULDMÆGTIG KRAP
Skal få den, herr konsul; men tillad mig, hvad vil De så gøre?
KONSUL BERNICK
Naturligvis anmelde sagen. Vi kan dog ikke gøre os til medskyldige i en ligefrem forbrydelse. Jeg må have min samvittighed ubelastet. Det vil desuden gøre et godt indtryk både i pressen og i samfundet idethele, når man ser at jeg skyder alle personlige interesser tilside og lader retfærdigheden have sin gang.
HIS: 124
FULDMÆGTIG KRAP
Meget sandt, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Men først og fremst fuld visshed. Og taushed sålænge –
FULDMÆGTIG KRAP
Ikke et ord, herr konsul; og vissheden, den skal De få.
Han går ud gennem haven og nedad gaden.
1.utg: 123
KONSUL BERNICK
halvhøjt
Oprørende! Men nej, det er jo umuligt, – utænkeligt!
Idet han vil gå ind i sit værelse kommer Hilmar Tønnesen fra højre.
HILMAR TØNNESEN
Goddag, Bernick! Nå, jeg gratulerer med sejren i handelsforeningen igår.
KONSUL BERNICK
Å tak.
HILMAR TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Ja, ja, lad det være.
HIS: 125
HILMAR TØNNESEN
Men hovedslaget er jo ikke slåt endnu.
KONSUL BERNICK
I jernbanesagen, mener du?
HILMAR TØNNESEN
Ja, du ved da vel, hvad redaktør Hammer går og brygger sammen?
1.utg: 124
KONSUL BERNICK
spændt
Nej! Hvad er det?
HU: 99
HILMAR TØNNESEN
Han har jo hængt sig fast i det rygte, som går, og det vil han lave en avisartikel af.
KONSUL BERNICK
Hvilket rygte?
HILMAR TØNNESEN
Naturligvis det om de store ejendomskøb langs sidebanen.
KONSUL BERNICK
Hvad siger du? Går her et sådant rygte?
HILMAR TØNNESEN
HIS: 126
KONSUL BERNICK
Og siges der ikke, for hvem?
HILMAR TØNNESEN
1.utg: 125
KONSUL BERNICK
Nederdrægtigt?
HILMAR TØNNESEN
Ja, at fremmede således trænger sig ind på vore enemærker. Og at en af byens egne sagførere kan låne sig til sligt! Nu blir det altså udenbys folk, som går af med fordelen.
KONSUL BERNICK
Men det er jo dog bare et løst rygte.
HILMAR TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Umuligt!
HILMAR TØNNESEN
HIS: 127
KONSUL BERNICK
Umuligt, siger jeg; så meget borgersind er her dog i vort lille samfund –
Her? Ja, du er nu optimist, og så dømmer du andre efter dig selv. Men jeg, som er en temmelig øvet iagttager –. Her er ikke en, – ja naturligvis med undtagelse af os, – ikke en, siger jeg, som holder ideens fane højt. (op mod baggrunden) Uf, der ser jeg dem!
KONSUL BERNICK
Hvem?
HILMAR TØNNESEN
De to amerikanske. (ser ud tilhøjre) Og hvem er det de går med? Ja, ved Gud, er det ikke kaptejnen på «Indian Girl». Uf!
KONSUL BERNICK
Hvad kan de ville ham?
HILMAR TØNNESEN
Å, det er jo ret passende selskab. Han skal jo have været slavehandler eller sørøver; og hvem ved, hvad de andre har bedrevet i alle disse år.
KONSUL BERNICK
Jeg siger dig, det er højst urigtigt at tænke således om dem.
HILMAR TØNNESEN
HIS: 128
Frøken Hessel kommer fra højre.
1.utg: 127
FRØKEN HESSEL
Nå, Hilmar, er det mig, som jager dig af stuen?
HILMAR TØNNESEN
Aldeles ikke; jeg stod her og havde hastværk; jeg skulde tale et ord med Betty. (går ind i det bagerste værelse tilvenstre)
KONSUL BERNICK
efter en kort stilhed
Nu, Lona?
FRØKEN HESSEL
Ja.
KONSUL BERNICK
Hvorledes står jeg idag for dig?
FRØKEN HESSEL
Som igår. En løgn mere eller mindre –
KONSUL BERNICK
Du må få lys i dette. Hvor blev Johan af?
FRØKEN HESSEL
Han kommer; han havde noget at tale med en mand.
HU: 101
KONSUL BERNICK
FRØKEN HESSEL
Jeg begriber det.
Det er naturligvis en selvfølge at jeg ikke har gjort mig skyldig i den forbrydelse, som her har gåt rygte om.
FRØKEN HESSEL
Det forstår sig af sig selv. Men hvem var tyven?
KONSUL BERNICK
Der var ingen tyv. Der blev ingen penge stjålne; ikke en skilling er bleven borte.
FRØKEN HESSEL
Hvorledes?
KONSUL BERNICK
Ikke en skilling, siger jeg.
FRØKEN HESSEL
Men rygtet? Hvorledes er det skammelige rygte kommet ud at Johan –?
KONSUL BERNICK
Lona, med dig synes jeg at jeg kan tale, som med ingen anden; jeg vil intet fortie for dig. Jeg har min del i at rygtet blev udspredt.
FRØKEN HESSEL
Du? Og det kunde du gøre imod ham, som for din skyld –!
KONSUL BERNICK
Du skal ikke dømme uden at huske på, hvorledes sagerne stod dengang. Jeg fortalte hus var lige ved at ruineres. Jeg var halvt letsindig og halvt fortvivlet. Lona, jeg tror det var mest for at døve tankerne, at jeg indlod mig i den forbindelse, som bragte Johan til at rejse.
1.utg: 129
dig det jo igår. Jeg kom hjem og fandt min moder indviklet i en hel række af ukloge foretagender; HIS: 130
uheld af forskellig slags stødte til; det var som om alt ondt stormed ind på os; vort hus var lige ved at ruineres. Jeg var halvt letsindig og halvt fortvivlet. Lona, jeg tror det var mest for at døve tankerne, at jeg indlod mig i den forbindelse, som bragte Johan til at rejse.
FRØKEN HESSEL
Hm –
KONSUL BERNICK
Du kan vel forestille dig, hvorledes alskens rygter sattes i omløb da han og du var borte. Dette var ikke hans første letsindighed, blev der fortalt. Dorf havde fåt en stor sum penge af ham for at tie og
HU: 102
rejse sin vej, hed det; andre påstod, at hun havde fåt dem. På samme tid blev det ikke skjult at vort hus havde vanskeligt for at opfylde sine forpligtelser. Hvad var rimeligere end at sladderhankene satte disse to rygter i forbindelse med hinanden? Da hun blev her og leved i tarvelighed, så påstod man at han havde taget pengene med sig til Amerika, og rygtet gjorde summen bestandig større og større.
FRØKEN HESSEL
Og du, Karsten –?
KONSUL BERNICK
Jeg greb dette rygte som en redningsplanke.
1.utg: 130
FRØKEN HESSEL
Du bredte det videre ud?
HIS: 131
KONSUL BERNICK
FRØKEN HESSEL
Og enhver fik også sit?
KONSUL BERNICK
Ja, Lona, dette rygte redded vort hus og gjorde mig til den mand, jeg nu er.
FRØKEN HESSEL
En løgn har altså gjort dig til den mand, du nu er.
KONSUL BERNICK
Hvem skaded det dengang? Det var Johans forsæt aldrig at komme tilbage.
FRØKEN HESSEL
Du spørger, hvem det skaded. Se ind i dig selv og sig mig om ikke du har taget skade deraf.
KONSUL BERNICK
Se ind i hvilken mand du vil, og du skal finde i hver eneste en et mørkt punkt idetmindste, som han må dække over.
1.utg: 131
FRØKEN HESSEL
HIS: 132
KONSUL BERNICK
Samfundet har dem ikke bedre.
HU: 103
FRØKEN HESSEL
KONSUL BERNICK
Tror du ikke at jeg dybt nok føler min uret imod ham? Og tror du ikke jeg er beredt til at gøre den god igen?
FRØKEN HESSEL
Hvorved? Ved at tale?
KONSUL BERNICK
Og det kunde du fordre?
FRØKEN HESSEL
Hvad andet kan gøre slig uret god?
KONSUL BERNICK
Jeg er rig, Lona; Johan kan stille hvad krav han vil –
FRØKEN HESSEL
Ja, byd ham penge, og du skal høre, hvad han svarer.
1.utg: 132
KONSUL BERNICK
Ved du, hvad hans hensigter er?
HIS: 133
FRØKEN HESSEL
Nej. Siden igår har han været taus. Det er som om alt dette med et havde gjort ham til en fuldvoksen mand.
KONSUL BERNICK
Jeg må tale med ham.
FRØKEN HESSEL
Der har du ham.
Johan Tønnesen kommer fra højre.
KONSUL BERNICK
imod ham
Johan –!
JOHAN TØNNESEN
afværgende
Først jeg. Igår morges gav jeg dig mit ord på at tie.
KONSUL BERNICK
Det gjorde du.
JOHAN TØNNESEN
Men da vidste jeg endnu ikke –
KONSUL BERNICK
Johan, lad mig blot med to ord oplyse dig om sammenhængen –
JOHAN TØNNESEN
Behøves ikke; jeg skønner sammenhængen meget vel. Huset var dengang i en vanskelig værgeløst navn og rygte at råde over –. Nå, jeg lægger dig
1.utg: 133
stilling; og da så jeg var borte, og du havde et værgeløst navn og rygte at råde over –. Nå, jeg lægger dig HU: 104
det ikke så meget til last; vi var unge og letsindige HIS: 134
i de dage. Men nu har jeg brug for sandheden og nu må du tale.
KONSUL BERNICK
Og just nu har jeg brug for al min moralske anseelse, og derfor kan jeg ikke tale nu.
JOHAN TØNNESEN
FRØKEN HESSEL
Det vil du?
KONSUL BERNICK
Med Dina! Som din hustru? Her i byen!
JOHAN TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Har du betænkt, at om jeg vedgår det ene, så har jeg derved også med det samme taget det andet på mig? Du vil sige, at jeg af vore i bund og grund.
1.utg: 134
bøger kan bevise at ingen uredelighed har fundet sted? Men det kan jeg ikke; vore bøger blev ikke ført så nøjagtigt dengang. Og selv om jeg kunde, – hvad var derved vundet? Vilde jeg ikke ialfald stå som den mand, der engang havde reddet sig ved en usandhed, og som i femten år havde ladet denne usandhed og alt det andet få lov til at fæstne sig uden HIS: 135
at have gjort et skridt derimod? Du kender ikke vort samfund længer, ellers måtte du vide at dette vilde knuse mig i bund og grund.
JOHAN TØNNESEN
Jeg kan kun sige dig, at jeg vil tage madam Dorfs datter til hustru og leve med hende her i byen.
KONSUL BERNICK
tørrer sveden af panden
Hør mig, Johan, – og du også, Lona. Det er ikke vanlige forholde jeg står i netop i disse dage. Jeg står således, at hvis dette eders barndomshjem.
HU: 105
slag rettes imod mig, så har I ødelagt mig, og ikke alene mig, men også en stor og velsignelsesrig fremtid for det samfund, som dog er eders barndomshjem.
JOHAN TØNNESEN
Og retter jeg ikke slaget imod dig, så ødelægger jeg selv min hele fremtidslykke.
FRØKEN HESSEL
Tal videre, Karsten.
1.utg: 135
KONSUL BERNICK
Så hør da. Det hænger sammen med jernbanesagen, og den sag er ikke så ganske ligetil, som I tænker. I har visst hørt omtale, at her ifjor handledes om en kystlinje? Den havde mange og vægtige stemmer for sig her i byen og i omegnen, og navnlig i pressen; men jeg fik den forhindret, fordi den vilde have skadet vor dampskibstrafik langs kysten.
kystlinje? Den havde mange og vægtige stemmer for sig her i byen og i omegnen, og navnlig i pressen; men jeg fik den forhindret, fordi den vilde have skadet vor dampskibstrafik langs kysten.
FRØKEN HESSEL
Er du selv interesseret i den dampskibs-trafik?
HIS: 136
KONSUL BERNICK
Ja. Men ingen voved at mistænke mig fra den side; jeg havde mit agtede navn som skjold og skærm over mig. Jeg kunde forøvrigt også have båret tabet; men stedet kunde ikke have båret det. Så blev indlandslinjen besluttet. Da dette var sket, forvissed jeg mig i al stilhed om at en sidebane kunde lægges herned til byen.
skjold og skærm over mig. Jeg kunde forøvrigt også have båret tabet; men stedet kunde ikke have båret det. Så blev indlandslinjen besluttet. Da dette var sket, forvissed jeg mig i al stilhed om at en sidebane kunde lægges herned til byen.
FRØKEN HESSEL
Hvorfor i al stilhed, Karsten?
KONSUL BERNICK
Har I hørt tale om de store opkøb af skov-ejendomme, af gruber og af vandfald –?
JOHAN TØNNESEN
Ja, det er jo et udenbys selskab –
1.utg: 136
KONSUL BERNICK
FRØKEN HESSEL
Vel, vel; men hvad så?
KONSUL BERNICK
Nu kommer det, som kan udtydes forskelligt, – det, som en mand i vort samfund kun
udtydes forskelligt, – det, som en mand i vort samfund kun HU: 106
kan vedgå, såfremt han har et uplettet og agtet navn at støtte sig til.
HIS: 137
FRØKEN HESSEL
Nu?
KONSUL BERNICK
Det er mig, som har indkøbt altsammen.
FRØKEN HESSEL
Dig?
JOHAN TØNNESEN
For egen regning?
KONSUL BERNICK
For egen regning. Kommer sidebanen istand, så er jeg millionær; kommer den ikke istand, så er jeg ruineret.
FRØKEN HESSEL
Dette er vovsomt, Karsten.
1.utg: 137
KONSUL BERNICK
Hele min formue har jeg vovet på dette.
FRØKEN HESSEL
Jeg tænker ikke på formuen; men når det kommer for dagen at –
KONSUL BERNICK
HIS: 138
FRØKEN HESSEL
Til samfundets?
KONSUL BERNICK
Ja; og ikke en vil tvivle på mine hensigter.
FRØKEN HESSEL
Da er her dog mænd, som har handlet mere åbent, end du, uden bagtanker, uden sidehensyn.
KONSUL BERNICK
Hvem?
FRØKEN HESSEL
Naturligvis både Rummel og Sandstad og Vigeland.
KONSUL BERNICK
For at vinde dem har jeg været nødt til at indvie dem i sagen.
FRØKEN HESSEL
Og så?
1.utg: 138
KONSUL BERNICK
De har betinget sig en femtedel af udbyttet til deling.
FRØKEN HESSEL
Å, disse samfundets støtter!
HU: 107
KONSUL BERNICK
Og er det ikke samfundet selv, som tvinger os til at gå krogveje? Hvad vilde her sket, hvis jeg ikke havde handlet i stilhed? Alle vilde have kastet sig ind i foretagendet, delt, spredt, forkvaklet og forfusket det hele. Der er her i byen ikke
hertillands er det overhovedet kun de indvandrede familjer, som har anlæg for den større forretningsvirksomhed. Derfor er det at min samvittighed frikender mig i dette stykke. Kun i mine hænder kan disse ejendomme blive til varig velsignelse for de mange, som de vil skaffe brød.
HIS: 139
en eneste mand, uden jeg, som forstår at lede en så stor bedrift, som denne vil blive;
hertillands er det overhovedet kun de indvandrede familjer, som har anlæg for den større forretningsvirksomhed. Derfor er det at min samvittighed frikender mig i dette stykke. Kun i mine hænder kan disse ejendomme blive til varig velsignelse for de mange, som de vil skaffe brød.
FRØKEN HESSEL
Det tror jeg du har ret i, Karsten.
JOHAN TØNNESEN
Men jeg kender ikke disse mange, og mit livs lykke står på spil.
KONSUL BERNICK
Dit fødesteds velfærd står også på spil. Kommer der ting op, som kaster skygge på min
1.utg: 139
tidligere færd, så vil alle mine modstandere med forenet magt falde over mig. En ungdoms-ubesindighed udviskes aldrig i vort samfund. Man vil gennemgå hele mit mellemliggende liv, trække tusende små begivenheder frem, tolke og tyde dem i lys af det, som er kommet for dagen; man vil knuse mig under vægten af rygter og bagvaskelser. Fra jernbanesagen må jeg træde tilbage; og tager jeg min hånd fra den, så falder den, og jeg er på engang både ruineret og borgerlig død.
FRØKEN HESSEL
Johan, efter det, du nu har hørt, må du rejse og tie.
KONSUL BERNICK
Ja, ja, Johan, det må du!
HIS: 140
JOHAN TØNNESEN
Ja, jeg rejser og tier også; men jeg kommer igen, og da taler jeg.
KONSUL BERNICK
Bliv derover, Johan; ti, og jeg er villig til at dele med dig –
HU: 108
JOHAN TØNNESEN
Behold dine penge, men giv mig mit navn og rygte igen.
KONSUL BERNICK
Og ofre mit eget!
1.utg: 140
JOHAN TØNNESEN
Det får du og dit samfund se at komme ud af. Jeg må og skal og vil vinde Dina for mig. Derfor rejser jeg endnu imorgen over med «Indian Girl» –
KONSUL BERNICK
Med «Indian Girl»?
JOHAN TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Og da vil du tale?
JOHAN TØNNESEN
Da skal den skyldige tage skylden selv.
HIS: 141
KONSUL BERNICK
Glemmer du, at så må jeg også tage det på mig, som jeg ikke er skyldig i?
JOHAN TØNNESEN
Hvem var det, som for femten år siden drog nytte af det skammelige rygte?
KONSUL BERNICK
1.utg: 141
FRØKEN HESSEL
Skam dig, Karsten!
KONSUL BERNICK
Jeg er fortvivlet, siger jeg; og jeg kæmper for livet. Jeg nægter alt, alt!
JOHAN TØNNESEN
Jeg har dine to breve. I min koffert fandt jeg dem mellem mine andre papirer. Imorges læste jeg dem igennem; de er tydelige nok.
KONSUL BERNICK
Og dem vil du lægge frem?
KONSUL BERNICK
Og om to måneder er du her igen?
HIS: 142
JOHAN TØNNESEN
HU: 109
KONSUL BERNICK
studsende
Går under? Hvorfor skulde «Indian Girl» gå under?
JOHAN TØNNESEN
Nej, det mener jeg også.
1.utg: 142
KONSUL BERNICK
neppe hørligt
Gå under?
JOHAN TØNNESEN
Han går ud gennem den bagerste dør tilvenstre.
KONSUL BERNICK
hen for sig
«Indian Girl» –? (hurtigt) Lona, du må forhindre dette!
FRØKEN HESSEL
Du ser det selv, Karsten, – jeg har ingen magt over ham længer.
Hun går efter Johan ind i værelset tilvenstre.
KONSUL BERNICK
i urolige tanker
Gå under –?
HIS: 143
Skibsbygger Aune kommer fra højre.
SKIPSBYGGER AUNE
Med tilladelse, er det konsulen belejligt –?
KONSUL BERNICK
vender sig heftigt
Hvad vil De?
1.utg: 143
SKIPSBYGGER AUNE
KONSUL BERNICK
Nu vel; skynd Dem. Hvad vil De spørge om?
SKIPSBYGGER AUNE
Jeg vilde spørge, om det står fast, – uryggelig fast, – at jeg vilde få min afsked fra værftet, hvis «Indian Girl» ikke kunde sejle imorgen?
KONSUL BERNICK
Hvad nu? Skibet blir jo sejlfærdigt.
SKIPSBYGGER AUNE
Ja, – det gør så. Men hvis det nu ikke blev, – havde jeg så min afsked?
KONSUL BERNICK
Hvad skal slige ørkesløse spørgsmål til?
HU: 110
SKIPSBYGGER AUNE
Jeg vilde så gerne vide det, herr konsul. Svar mig på det: havde jeg så min afsked?
HIS: 144
KONSUL BERNICK
Plejer mit ord stå fast eller ikke?
SKIPSBYGGER AUNE
1.utg: 144
KONSUL BERNICK
Aune, med det punkt er vi færdige.
SKIPSBYGGER AUNE
Ja, så får «Indian Girl» sejle.
Kort taushed.
KONSUL BERNICK
Hør her; jeg kan ikke have mine øjne allevegne; kan ikke være ansvarlig for alt; – De tør vel forsikre mig at reparationen er upåklageligt udført?
SKIPSBYGGER AUNE
De satte mig en knap frist, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Men reparationen er forsvarlig, siger De?
SKIPSBYGGER AUNE
Vi har jo godvejr og midtsommerstid.
Atter taushed.
HIS: 145
KONSUL BERNICK
Har De ellers noget at sige mig?
SKIPSBYGGER AUNE
Jeg ved ikke noget andet, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Altså, – «Indian Girl» sejler –
SKIPSBYGGER AUNE
Imorgen?
1.utg: 145
KONSUL BERNICK
Ja.
SKIPSBYGGER AUNE
Vel.
Han hilser og går.
Konsul Bernick står et øjeblik tvivlrådig; derpå går han raskt hen imod udgangsdøren som om han vilde kalde Aune tilbage, men standser urolig med hånden på dørvrideren. I det samme åbnes døren udenfra og fuldmægtig Krap træder ind.
FULDMÆGTIG KRAP
dæmpet
Aha, han var her. Har han tilståt?
HU: 111
KONSUL BERNICK
Hm –; har De opdaget noget?
HIS: 146
FULDMÆGTIG KRAP
KONSUL BERNICK
Å hvad; – sådant ses ikke. Har De opdaget noget, spørger jeg?
FULDMÆGTIG KRAP
Kunde ikke komme til; var forsent; de holdt allerede på at hale skibet ud af dokken. Men just dette hastværk viser tydeligt at –
FULDMÆGTIG KRAP
Forstår sig; men –
1.utg: 146
KONSUL BERNICK
FULDMÆGTIG KRAP
Herr konsul, De ved visst godt, hvorledes slige besigtigelser går for sig, især på et værft, der har et så godt navn som vort.
FULDMÆGTIG KRAP
Herr konsul, har De virkelig ikke kunnet mærke på Aune at –?
KONSUL BERNICK
Aune har fuldstændig beroliget mig, siger jeg Dem.
HIS: 147
FULDMÆGTIG KRAP
Og jeg siger Dem, at jeg er moralsk overbevist om at –
KONSUL BERNICK
1.utg: 147
FULDMÆGTIG KRAP
Vel, vel; lad så ske; men hvad tid vi hører fra det skib – hm!
Købmand Vigeland kommer fra højre.
HU: 112
KØBMAND VIGELAND
Ærbødigst goddag, herr konsul. Har De tid et øjeblik.
KONSUL BERNICK
Til tjeneste, herr Vigeland.
KØBMAND VIGELAND
Ja, jeg vilde bare høre, om ikke De også stemmer for at «Palmetræet» sejler imorgen?
KONSUL BERNICK
Jo; det er jo en aftalt sag.
KØBMAND VIGELAND
Men nu kom kaptejnen til mig og meldte at der er givet stormsignaler.
HIS: 148
FULDMÆGTIG KRAP
Barometret er faldet stærkt siden imorges.
KONSUL BERNICK
Så? Kan vi vente storm?
KØBMAND VIGELAND
En stiv kuling ialfald; men ingen modvind; tvertimod –
KONSUL BERNICK
Hm; ja, hvad siger så De?
1.utg: 148
KØBMAND VIGELAND
KONSUL BERNICK
Ja, det vilde sandsynligvis lede til tab for os om vi vented.
KØBMAND VIGELAND
KONSUL BERNICK
Hvorledes mener De det?
KØBMAND VIGELAND
Den sejler jo også imorgen.
HIS: 149
KONSUL BERNICK
Ja, rederiet har skyndet så stærkt på, og desuden –
KØBMAND VIGELAND
KONSUL BERNICK
Vel, vel. De har formodentlig skibspapirerne hos Dem?
1.utg: 149
KØBMAND VIGELAND
Ja her.
KONSUL BERNICK
Godt; vil De så gå ind med herr Krap.
HU: 113
FULDMÆGTIG KRAP
Værs’god; skal snart være besørget.
Han går med fuldmægtig Krap ind i det forreste værelse tilvenstre.
Adjunkt Rørlund kommer gennem haven.
ADJUNKT RØRLUND
Ah, skal jeg træffe Dem hjemme på denne tid af dagen, herr konsul?
KONSUL BERNICK
i tanker
Som De ser.
HIS: 150
ADJUNKT RØRLUND
Ja, det var egentlig for Deres frues skyld, jeg gik indom. Jeg tænkte mig, hun kunde trænge til et trøstens ord.
KONSUL BERNICK
Det kan hun visst. Men jeg vilde også gerne tale lidt med Dem.
ADJUNKT RØRLUND
Med fornøjelse, herr konsul. Men hvad fejler Dem? De ser ganske bleg og forstyrret ud.
1.utg: 150
KONSUL BERNICK
ADJUNKT RØRLUND
Meget gerne, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Der er en tanke, som er faldet mig ind. Når man står ligeoverfor et så vidtrækkende foretagende, der sigter til at fremme tusenders velfærd –. Hvis det nu skulde kræve et enkelt offer –?
ADJUNKT RØRLUND
Hvorledes mener De?
KONSUL BERNICK
HIS: 151
ADJUNKT RØRLUND
Ja, det er kun altfor sandsynligt.
KONSUL BERNICK
ADJUNKT RØRLUND
Jo, desværre, det er visstnok så.
KONSUL BERNICK
ADJUNKT RØRLUND
Aha, De tænker på jernbanen, – på alle disse farlige udgravninger og fjeldsprængninger og alt dette –
KONSUL BERNICK
Ja; ja vel; jeg tænker på jernbanen. Og desuden, – jernbanen vil jo fremkalde både fabriker og grubedrift. Men mener De ikke alligevel –?
ADJUNKT RØRLUND
Kære herr konsul, De er næsten altfor samvittighedsfuld. Jeg mener, at når De lægger sagen i forsynets hånd –
HIS: 152
KONSUL BERNICK
Ja; ja visst; forsynet –
1.utg: 152
ADJUNKT RØRLUND
– så er De angerløs. Byg De kun trøstig jernbanen.
KONSUL BERNICK
Ja, men nu sætter jeg et særligt tilfælde. Jeg sætter, der fandtes et borehul, som skulde sprænges på et farligt sted; men uden at dette borehul sprænges, vil ikke jernbanen kunne komme istand. Jeg sætter, ingeniøren ved, det vil koste livet for den arbejder, som skal tænde minen; men tændes må den, og det er ingeniørens pligt at sende en arbejder hen for at gøre det.
minen; men tændes må den, og det er ingeniørens pligt at sende en arbejder hen for at gøre det.
ADJUNKT RØRLUND
Hm –
KONSUL BERNICK
Jeg ved, hvad De vil sige. Det vilde være stort, om ingeniøren selv tog lunten og gik hen og tændte borehullet. Men sligt gør man ikke. Han må altså ofre en arbejder.
HU: 115
ADJUNKT RØRLUND
Det vilde aldrig nogen ingeniør gøre hos os.
KONSUL BERNICK
Ingen ingeniør i de store lande vilde betænke sig på at gøre det.
ADJUNKT RØRLUND
I de store lande? Nej, det tror jeg nok. I hine fordærvede og samvittighedsløse samfund –
ADJUNKT RØRLUND
Og det kan De sige, De, som selv –?
KONSUL BERNICK
I de store samfund har man dog plads til at fremme et gavnligt foretagende; der har man mod til at ofre noget for en stor sag; men her snevres man ind af alskens smålige hensyn og betænkeligheder.
ADJUNKT RØRLUND
Er et menneskeliv et småligt hensyn?
KONSUL BERNICK
Når dette menneskeliv står som en trusel imod tusenders velfærd.
ADJUNKT RØRLUND
Men De opstiller jo rent utænkelige tilfælder, herr konsul! Jeg forstår Dem slet ikke idag. Og så viser De hen til de store samfund. Ja, derude, – hvad gælder et menneskeliv der? Der regner man med menneskeliv som med kapitaler. Men vi står dog på et ganske andet moralsk standpunkt, skulde jeg mene. Se til vor hæderlige skibsrederstand! Nævn en eneste reder her hos os, som for ussel vinding vilde ofre et menneskeliv! Og tænk så på hine skurke i de store samfund, som for fordelens skyld bortfragter det ene usødygtige skib efter det andet –
skurke i de store samfund, som for fordelens skyld bortfragter det ene usødygtige skib efter det andet –
1.utg: 154
KONSUL BERNICK
Jeg taler ikke om usødygtige skibe!
HIS: 154
ADJUNKT RØRLUND
Men jeg taler om dem, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Ja, men hvad skal det til? Det kommer jo ikke sagen ved. – Å, disse små frygt
frygtHU: 116
agtige hensyn! Hvis en general hos os skulde føre sine folk i ilden og få dem nedskudt, han vilde få søvnløse nætter bagefter. Således er det ikke andetsteds. De skulde høre, hvad han derinde fortæller –
ADJUNKT RØRLUND
Han? Hvem? Den amerikanske –?
KONSUL BERNICK
Ja vel. De skulde høre hvorledes man i Amerika –
ADJUNKT RØRLUND
Han er derinde? Og det siger De mig ikke. Jeg vil straks –
KONSUL BERNICK
Det nytter Dem ikke; De kommer ingen vej med ham.
ADJUNKT RØRLUND
Det skal vi få se. Nå, der har vi ham.
Johan Tønnesen kommer fra værelset tilvenstre.
1.utg: 155
JOHAN TØNNESEN
taler tilbage gennem den åbne dør
Ja ja, Dina, lad så være; men jeg gir ikke slip på Dem alligevel. Jeg kommer igen, og da skal det blive godt imellem os.
HIS: 155
ADJUNKT RØRLUND
Med tilladelse, hvad sigter De til med de ord? Hvad er det De vil?
ADJUNKT RØRLUND
Deres –? Og De kan tænke Dem at –?
JOHAN TØNNESEN
Jeg vil have hende til hustru.
ADJUNKT RØRLUND
Nu, da skal De også erfare – (går hen til den halvåbne dør) Fru Bernick, De må have den godhed at være vidne –. Og De også, frøken Marta. Og lad Dina komme. (ser frøken Hessel) Ah, er De også her?
FRØKEN HESSEL
i døren
Skal jeg også komme?
ADJUNKT RØRLUND
Så mange der vil; jo flere jo bedre.
1.utg: 156
KONSUL BERNICK
Hvad har De isinde?
HIS: 156
HU: 117
Frøken Hessel, fru Bernick, frøken Bernick, Dina og Hilmar Tønnesen kommer ud fra værelset.
FRU BERNICK
Herr adjunkt, jeg har ikke med min bedste vilje kunnet forhindre ham –
ADJUNKT RØRLUND
Jeg skal forhindre ham, frue. – Dina, De er en ubetænksom pige. Men jeg bebrejder Dem ikke så meget. De har altfor længe ståt her uden det moralske støttepunkt, som skulde holde Dem oppe. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke før har tilført Dem dette støttepunkt.
DINA
De skal ikke tale nu!
FRU BERNICK
Men hvad er det?
ADJUNKT RØRLUND
Just nu må jeg tale, Dina, skønt Deres adfærd igår og idag har gjort mig det tifold vanskeligere. Men for Deres redning må alle andre hensyn vige. De mindes det ord, jeg gav Dem. De mindes hvad De loved at svare, når jeg fandt at tiden var kommen. Nu tør jeg ikke længer betænke mig, og derfor – (til Johan Tønnesen) denne unge pige, som De efterstræber, er min trolovede.
1.utg: 157
FRU BERNICK
Hvad siger De!
HIS: 157
KONSUL BERNICK
Dina!
JOHAN TØNNESEN
Hun! Deres –?
FRØKEN BERNICK
Nej, nej, Dina!
FRØKEN HESSEL
Løgn!
JOHAN TØNNESEN
Dina, – taler den mand sandt?
DINA
efter et kort ophold
Ja.
ADJUNKT RØRLUND
Hermed er forhåbentlig alle forlokkelsens kunster gjort magtesløse. Det skridt, jeg for Dinas vel har besluttet mig til, må gerne gøres kundbart for vort hele samfund. Jeg nærer det sikre håb at det ikke vil mistydes. Men nu, frue, tænker jeg det er bedst vi fører hende herfra og søger at bringe ro og ligevægt i hendes sind igen.
kundbart for vort hele samfund. Jeg nærer det sikre håb at det ikke vil mistydes. Men nu, frue, tænker jeg det er bedst vi fører hende herfra og søger at bringe ro og ligevægt i hendes sind igen.
HU: 118
FRU BERNICK
Ja, kom. O, Dina, hvilken lykke for dig!
Hun fører Dina ud tilvenstre; adjunkt Rørlund følger med dem.
1.utg: 158
FRØKEN BERNICK
Farvel, Johan!
Hun går.
HIS: 158
HILMAR TØNNESEN
i havedøren
Hm – det må jeg rigtignok sige –
Hun går ud til højre.
KONSUL BERNICK
Johan, nu rejser du ikke med «Indian Girl»!
JOHAN TØNNESEN
Just nu.
KONSUL BERNICK
Men du kommer dog ikke igen?
JOHAN TØNNESEN
Jeg kommer igen.
KONSUL BERNICK
Efter dette? Hvad vil du her efter dette?
JOHAN TØNNESEN
Hævne mig på jer alle; knuse så mange, jeg kan, af jer.
Han går ud til højre. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap kommer fra konsulens værelse.
KØBMAND VIGELAND
Se så, nu er papirerne i orden, herr konsul.
FULDMÆGTIG KRAP
dæmpet
Og det står altså fast at «Indian Girl» sejler imorgen?
KONSUL BERNICK
Den sejler.
Han går ind i sit værelse. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap går ud tilhøjre. Hilmar Tønnesen vil følge efter dem, men i det samme stikker Olaf hovedet forsigtigt ud gennem døren tilvenstre.
OLAF
Onkel! Onkel Hilmar!
OLAF
et par skridt frem
Hys! Onkel Hilmar, ved du nyt?
HILMAR TØNNESEN
Ja, jeg ved at du har fåt prygl idag.
HU: 119
OLAF
ser truende mod faderens værelse
Han skal ikke slå mig oftere. Men ved du at onkel Johan sejler imorgen med Amerikanerne?
HILMAR TØNNESEN
Hvad rager det dig? Se at komme dig ovenpå igen.
OLAF
Ja, bi bare; du får nok vide noget imorgen!
Han går ud gennem haven. Olaf løber ind i værelset igen og lukker døren da han ser fuldmægtig Krap, som kommer fra højre.
FULDMÆGTIG KRAP
går hen til konsulens dør og åbner den halvt
Undskyld at jeg kommer igen, herr konsul; men det trækker op til et overhændigt uvejr.
(venter et øjeblik; intet svar)
Skal «Indian Girl» sejle alligevel?
Efter et kort ophold svarer:
KONSUL BERNICK
inde i værelset
«Indian Girl» sejler alligevel.
Fuldmægtig Krap lukker døren og går atter ud til højre.
Havesalen hos konsul Bernick. Arbejdsbordet er udflyttet. Det er stormfuld eftermiddag og allerede tusmørke, hvilket tiltager under det følgende.
En tjener tænder lysekronen; et par tjenestepiger bringer blomsterpotter, lamper og lys, der stilles på borde og opsatser langs væggene. Grosserer Rummel, i kjole, med handsker og hvidt halstørklæde, står i salen og giver anordninger.
kjole, med handsker og hvidt halstørklæde, står i salen og giver anordninger.
GROSSERER RUMMEL
til tjeneren
Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.
GROSSERER RUMMEL
Au, au, er du der? (til tjenestefolkene) Ja, nu kan I gerne gå sålænge.
Tjeneren og pigerne går ud gennem den øverste dør tilvenstre.
1.utg: 162
KONSUL BERNICK
kommer nærmere
Men, Rummel, hvad skal dette betyde?
HIS: 162
GROSSERER RUMMEL
KONSUL BERNICK
Hvad siger du!
GROSSERER RUMMEL
HU: 121
KONSUL BERNICK
Hør, Rummel, dette vil jeg ikke vide noget af.
GROSSERER RUMMEL
Ja, nu er det for sent; om en halv time har vi dem.
KONSUL BERNICK
Men hvorfor har du ikke sagt mig det før?
GROSSERER RUMMEL
Just fordi jeg var bange, du skulde gøre indvendinger. Men jeg satte mig i forbindelse med din frue; hun tillod mig at arrangere lidt, og så vil hun sørge for forfriskninger.
1.utg: 163
KONSUL BERNICK
lytter
Hvad er det? Kommer de allerede? Jeg synes, jeg hører sang.
GROSSERER RUMMEL
ved havedøren
HIS: 163
KONSUL BERNICK
Haler den ud! Ja –; nej, jeg kan ikke dette iaften, Rummel; jeg er syg.
GROSSERER RUMMEL
Ja, du ser virkelig dårlig ud. Men du må mande dig op. Du må, død og pine, mande dig op! Både jeg og Sandstad og Vigeland har lagt den største vægt på at få denne tilstelning istand. Vore modstandere må trykkes ned under tyngden af en så fyldig opinionsytring som muligt. Byrygterne formerer sig; meddelelsen om ejendomskøbene kan ikke holdes tilbage længere. Du må nødvendigvis allerede iaften, under sang og taler, under glassenes klang, kort sagt, under en svulmende feststemning lade dem vide, hvad du har risikeret til samfundets bedste. Under en sådan svulmende feststemning, som jeg nys udtrykte mig, kan man udrette overordentlig meget her hos os. Men den må også til, ellers går det ikke.
Byrygterne formerer sig; meddelelsen om ejendomskøbene kan ikke holdes tilbage længere. Du må nødvendigvis allerede iaften, under sang og taler, under glassenes klang, kort sagt, under en svulmende feststemning lade dem vide, hvad du har risikeret til samfundets bedste. Under en sådan svulmende feststemning, som jeg nys udtrykte mig, kan man udrette overordentlig meget her hos os. Men den må også til, ellers går det ikke.
1.utg: 164
KONSUL BERNICK
Ja, ja, ja –
GROSSERER RUMMEL
Og især når et så delikat og kildent punkt skal frem. Nå, du har, Gud ske lov, et navn, træffe lidt aftale. Student Tønnesen har skrevet en sang til dig. Den begynder meget smukt med de ord: «Løft ideens fane højt». Og adjunkt Rørlund har fåt det opdrag at holde festtalen. Den må du naturligvis svare på.
kildent punkt skal frem. Nå, du har, Gud ske lov, et navn, HU: 122
som kan magte det, Bernick. Men hør nu; vi skulde dog træffe lidt aftale. Student Tønnesen har skrevet en sang til dig. Den begynder meget smukt med de ord: «Løft ideens fane højt». Og adjunkt Rørlund har fåt det opdrag at holde festtalen. Den må du naturligvis svare på.
KONSUL BERNICK
Jeg kan det ikke iaften, Rummel. Kunde ikke du –?
HIS: 164
GROSSERER RUMMEL
Umuligt, så gerne jeg end vilde. Talen blir jo, som du kan vide, særligt henvendt til dig. Nå, måske rettes der også nogle ord til os andre. Jeg har talt med Vigeland og Sandstad om det. Vi havde tænkt, at du kunde svare med et leve for vort samfunds trivsel; Sandstad vil tale nogle ord om endrægtighed mellem de forskellige samfundslag; Vigeland vil nok ytre noget om det ønskelige i, at det nye foretagende ikke må forrykke det moralske grundlag, hvorpå vi nu står, og jeg tænker i nogle få passende ord at erindre kvinden, hvis mere beskedne virken
endrægtighed mellem de forskellige samfundslag; Vigeland vil nok ytre noget om det ønskelige i, at det nye foretagende ikke må forrykke det moralske grundlag, hvorpå vi nu står, og jeg tænker i nogle få passende ord at erindre kvinden, hvis mere beskedne virken 1.utg: 165
heller ikke er uden betydning for samfundet. Men du hører jo ikke –
KONSUL BERNICK
Jo – jo visst. Men sig mig, tror du der er et så overhændigt hav udenfor?
GROSSERER RUMMEL
Å, du er bange for «Palmetræet»? Det er jo godt assureret.
KONSUL BERNICK
Ja, assureret; men –
GROSSERER RUMMEL
Og i god stand; og det er det vigtigste.
KONSUL BERNICK
Hm –. Om der tilstøder et fartøj noget, så er det jo heller ikke sagt, at der går menneskeliv tilspilde. Der kan gå skib og ladning tabt, – og man kan miste kofferter og papirer –
HIS: 165
GROSSERER RUMMEL
HU: 123
KONSUL BERNICK
Ikke det! Nej, nej, jeg mente blot –. Hys; – der synger de igen.
GROSSERER RUMMEL
Det er ombord i «Palmetræet».
Købmand Vigeland kommer fra højre.
1.utg: 166
KØBMAND VIGELAND
Ja, nu haler «Palmetræet» ud. Godaften, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Og De, som søkyndig mand, holder fremdeles fast ved at –?
KØBMAND VIGELAND
Købmand Sandstad og fuldmægtig Krap kommer fra højre.
KØBMAND SANDSTAD
endnu i døren
Ja, går det godt, så går alting godt. Å se, godaften, godaften!
KONSUL BERNICK
Noget påfærde, herr Krap?
FULDMÆGTIG KRAP
Jeg siger intet, herr konsul.
HIS: 166
KØBMAND SANDSTAD
Frøken Hessel kommer fra højre.
1.utg: 167
FRØKEN HESSEL
til konsul Bernick
Ja, nu kan jeg hilse fra ham.
KONSUL BERNICK
Allerede ombord?
FRØKEN HESSEL
Snart ialfald. Vi skiltes udenfor hotellet.
KONSUL BERNICK
Og hans forsæt står fast?
FRØKEN HESSEL
Fast som fjeld.
GROSSERER RUMMEL
oppe ved vinduerne
Pokker i disse nymodens indretninger; jeg kan ikke få forhængene ned.
FRØKEN HESSEL
Skal de ned? Jeg trode tvertom –
GROSSERER RUMMEL
Først ned, frøken. Ja, De ved dog, hvad der forestår?
Ja vel. Lad mig hjælpe; (tager fat i snorene) jeg skal lade forhænget gå ned for svoger, – skønt jeg heller lod det gå op.
GROSSERER RUMMEL
Det kan De også siden. Når haven er fyldt af den bølgende mængde, går forhængene op, et glasskab.
1.utg: 168
og man skuer indenfor en overrasket og glad familje; – en borgers hjem bør være som et glasskab.Konsul Bernick synes at ville sige noget, men vender sig hurtigt og går ind i sit værelse.
GROSSERER RUMMEL
Ja, lad os så holde den sidste rådslagning. Kom med, herr Krap; De må bistå os med et par faktiske oplysninger.
Alle herrerne går ind i konsulens værelse. Frøken Hessel har trukket forhængene for vinduerne og vil just gøre det samme med forhænget for den åbne glasdør, da Olaf ovenfra springer ned på havetrappen; han har et plaid over skulderen og en bylt i hånden.
springer ned på havetrappen; han har et plaid over skulderen og en bylt i hånden.
FRØKEN HESSEL
Åh, Gud forlade dig, gut, hvor du skræmte mig!
OLAF
skjuler bylten
Hys, tante!
FRØKEN HESSEL
Springer du ud af vinduet? Hvor skal du hen?
HIS: 168
OLAF
Hys; sig ingenting. Jeg vil til onkel Johan; – bare ned på bryggen, forstår du; – bare sige ham farvel. Godnat, tante!
Han løber ud gennem haven.
FRØKEN HESSEL
Nej, bliv! Olaf – Olaf!
1.utg: 169
Johan Tønnesen, rejseklædt, med en taske over skuldren, kommer varsomt gennem døren tilhøjre.
JOHAN TØNNESEN
Lona!
FRØKEN HESSEL
vender sig
Hvad! Kommer du igen?
JOHAN TØNNESEN
Der er endnu nogle minutters tid. Jeg må se hende endnu en gang. Vi kan ikke skilles således.
Frøken Bernick og Dina, begge med kåber på, og den sidste med en liden vadsæk i hånden, kommer fra den øverste dør tilvenstre.
vadsæk i hånden, kommer fra den øverste dør tilvenstre.
HU: 125
DINA
Til ham; til ham!
FRØKEN BERNICK
Ja, du skal komme til ham, Dina!
HIS: 169
DINA
Der er han!
JOHAN TØNNESEN
Dina!
JOHAN TØNNESEN
Hvad –!
FRØKEN HESSEL
Du vil?
1.utg: 170
DINA
Ja, tag mig med Dem! Den anden har skrevet mig til, har sagt at iaften skal det gøres offentligt for alle mennesker –
JOHAN TØNNESEN
Dina, – De elsker ham ikke?
DINA
Jeg har aldrig elsket det menneske. Jeg kaster mig på bunden af fjorden, hvis jeg blir hans forlovede! Å, hvor knuged han mig ikke iknæ igår med sine hovmodige ord! Hvorledes lod han mig ikke føle, at han drog en ringeagtet skabning op til sig! Jeg vil ikke ringeagtes længer. Jeg vil rejse. Må jeg følge med Dem?
Må jeg følge med Dem?
JOHAN TØNNESEN
Ja, ja – og tusend gange ja!
HIS: 170
DINA
Jeg skal ikke længe falde Dem til besvær. Hjælp mig blot over; hjælp mig lidt tilrette i førstningen –
FRØKEN HESSEL
peger mod konsulens dør
Hys; sagte, sagte!
1.utg: 171
DINA
Det får De ikke lov til. Jeg vil bære mig selv frem; og derover kan jeg det nok. Bare jeg kommer bort herfra. Å, disse fruer, – De ved det ikke, – de har også skrevet mig til idag; de har formanet mig at skønne på min lykke, foreholdt mig, hvilken højmodighed han har vist. Imorgen og alle dage vil de passe på mig, for at se om jeg gør mig værdig til alt dette. Jeg har en rædsel for al denne skikkelighed!
skønne på min lykke, foreholdt mig, hvilken højmodighed han har vist. Imorgen og alle dage vil de passe på mig, for at se om jeg gør mig værdig til alt dette. Jeg har en rædsel for al denne skikkelighed!
JOHAN TØNNESEN
Sig mig, Dina, er det kun derfor De rejser? Er jeg ingenting for Dem?
HU: 126
DINA
Jo, Johan, De er mig mere end alle andre mennesker.
JOHAN TØNNESEN
O Dina –!
HIS: 171
DINA
Alle siger de her at jeg må hade og afsky Dem; at det er min pligt; men jeg skønner ikke dette med pligt; jeg kommer aldrig til at skønne det.
FRØKEN HESSEL
Det skal du heller ikke, barn!
FRØKEN BERNICK
Nej, det skal du ikke; og derfor skal du også følge ham som hans hustru.
1.utg: 172
JOHAN TØNNESEN
Ja, ja!
FRØKEN HESSEL
Hvad? Nu må jeg kysse dig, Marta! Det havde jeg ikke ventet af dig.
FRØKEN BERNICK
JOHAN TØNNESEN
Hvad svarer De, Dina?
HIS: 172
JOHAN TØNNESEN
Dina!
DINA
FRØKEN HESSEL
Ja, ret; så skal det være.
JOHAN TØNNESEN
Godt; jeg venter og håber –
1.utg: 173
FRØKEN HESSEL
– og vinder, gut! Men nu ombord!
JOHAN TØNNESEN
Ja, ombord! Ah, Lona, du kære søster, et ord; hør her –
Han fører hende op mod baggrunden og taler ilsomt med hende.
FRØKEN BERNICK
Dina, du lykkelige, – lad mig se på dig, kysse dig endnu en gang, – den sidste.
DINA
Ikke den sidste; nej, kære elskede tante, vi ses nok igen.
HU: 127
FRØKEN BERNICK
Aldrig! Lov mig det, Dina, kom aldrig tilbage. (griber begge hendes hænder og ser på hende) Nu går du til lykken, du elskede barn; – over havet. O, hvor ofte har jeg ikke i skolestuen stundet didover! Derude må det være skønt; en større himmel; skyerne går højere end her, en friere luft svaler over menneskenes hoveder –
HIS: 173
stundet didover! Derude må det være skønt; en større himmel; skyerne går højere end her, en friere luft svaler over menneskenes hoveder –
DINA
O, tante Marta, engang følger du efter os.
FRØKEN BERNICK
Jeg? Aldrig; aldrig. Her har jeg min lille livsgerning, og nu tror jeg nok at jeg kan blive fuldt og helt, hvad jeg skal være.
1.utg: 174
DINA
Jeg kan ikke tænke at skulle skilles fra dig.
FRØKEN BERNICK
Ak, et menneske kan skilles fra meget, Dina. (kysser hende) Men det får du aldrig prøve, søde barn. Lov mig at gøre ham lykkelig.
DINA
Jeg vil ikke love noget; jeg hader det at love; alt må komme, som det kan.
FRØKEN BERNICK
Ja, ja, det må det; du skal blot blive, som du er, – sand og tro imod dig selv.
DINA
Det vil jeg, tante.
FRØKEN HESSEL
gemmer i lommen nogle papirer, som Johan har givet hende
HIS: 174
JOHAN TØNNESEN
Ja, nu er der ingen tid at spilde. Farvel, Lona; tak for al din kærlighed. Farvel, Marta, og hav tak, du også, for dit trofaste venskab.
FRØKEN BERNICK
Farvel, Johan! Farvel, Dina! Og lykke over alle eders dage!
Hun og frøken Hessel trænger dem mod døren i baggrunden. Johan Tønnesen og Dina går hurtigt ned gennem haven. Frøken Hessel lukker døren og trækker forhænget for.
1.utg: 175
FRØKEN HESSEL
Nu er vi alene, Marta. Du har mistet hende og jeg ham.
FRØKEN BERNICK
Du – ham?
HU: 128
FRØKEN HESSEL
Å, jeg havde allerede halvvejs mistet ham derover. Gutten gik og længted efter at få stå på egne ben; derfor bildte jeg ham ind at jeg led af hjemve.
FRØKEN BERNICK
Derfor? Ja, så forstår jeg at du kom. Men han vil kræve dig tilbage, Lona.
FRØKEN HESSEL
HIS: 175
FRØKEN BERNICK
Det hænder stundom.
FRØKEN HESSEL
Men vi vil holde sammen, Marta.
FRØKEN BERNICK
Kan jeg være noget for dig?
FRØKEN HESSEL
Hvem mere? Vi to fostermødre, – har vi ikke begge mistet vore børn? Nu er vi alene.
1.utg: 176
FRØKEN BERNICK
Ja, alene. Og derfor skal du også vide det, – jeg har elsket ham højere end alt i verden.
FRØKEN HESSEL
Marta! (griber hendes arm) Er dette sandhed?
FRØKEN BERNICK
Hele mit livs indhold ligger i de ord. Jeg har elsket ham og ventet på ham. Hver sommer har jeg ventet at han skulde komme. Og så kom han; – men han så mig ikke.
FRØKEN HESSEL
Elsket ham! Og selv var du den, som gav ham lykken ihænde.
FRØKEN BERNICK
Skulde jeg ikke give ham lykken ihænde, når jeg elsked ham? Ja, jeg har elsket ham. Hele mit liv har været et liv for ham, lige siden han rejste. Hvad grund jeg havde til at håbe, mener
give ham lykken ihænde, når jeg elsked ham? Ja, jeg har elsket ham. Hele mit liv har været et liv for ham, lige siden han rejste. Hvad grund jeg havde til at håbe, mener HIS: 176
du? O, jeg tror dog, jeg havde nogen grund til det. Men da han så kom igen, – da var det som om alt var udslettet af hans erindring. Han så mig ikke.
FRØKEN HESSEL
Det var Dina, som skygged for dig, Marta.
FRØKEN BERNICK
Vel, at hun gjorde det. Den tid han rejste, var vi jævnaldrende; da jeg så ham igen, – o, spandt og spandt –
1.utg: 177
HU: 129
den forfærdelige stund, – da gik det op for mig, at nu var jeg ti år ældre end han. Der havde han færdedes ude i det blanke dirrende solskin og suget ungdom og sundhed af hvert luftdrag; og herinde sad jeg imens og spandt og spandt –
FRØKEN HESSEL
– hans lykkes tråd, Marta.
FRØKEN BERNICK
Ja, det var guld, jeg spandt. Ingen bitterhed! Ikke sandt, Lona, vi har været ham to gode søstre?
FRØKEN HESSEL
slår armene om hende
Marta!
Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.
KONSUL BERNICK
til herrerne derinde
Ja ja, styr med det hele, som I vil. Når tiden kommer, skal jeg nok – (lukker døren) Ah, er man der? Hør, Marta, du må klæde dig en smule om. Og sig Betty, at hun gør det samme. Jeg ønsker ingen pragt, naturligvis; blot et net husligt tilsnit. Men I må skynde jer.
HIS: 177
FRØKEN HESSEL
Og en lykkelig, oprømt mine, Marta; glade øjne må I sætte op.
1.utg: 178
KONSUL BERNICK
Olaf skal også komme ned; jeg vil have ham ved siden af mig.
FRØKEN HESSEL
Hm; Olaf –
FRØKEN BERNICK
Jeg skal sige Betty besked.
Hun går ud gennem den øverste dør tilvenstre.
KONSUL BERNICK
der går urolig frem og tilbage
Ja, den er så.
FRØKEN HESSEL
I en slig stund må en mand føle sig stolt og lykkelig, kan jeg tænke.
KONSUL BERNICK
ser på hende
Hm!
FRØKEN HESSEL
Hele byen skal jo illumineres, hører jeg.
Alle foreninger vil møde frem med sine faner. Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift.
faner. Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift. 1.utg: 179
Inat vil der blive telegraferet til alle kanter af landet «Omgiven af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick sine medborgeres hyldest som en af samfundets støtter».
KONSUL BERNICK
FRØKEN HESSEL
Å, nødt til det –
KONSUL BERNICK
Tror du, jeg føler mig lykkelig i denne stund?
FRØKEN HESSEL
Nej, jeg tror ikke at du kan føle dig så ganske rigtig lykkelig.
KONSUL BERNICK
Lona, du foragter mig.
FRØKEN HESSEL
Endnu ikke.
KONSUL BERNICK
Du har heller ikke ret til det. Ikke til at foragte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor usigelig ensom jeg står her i dette sammenknebne forkrøblede samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå af på min fordring til en Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet, så var det ude med min magt. Ved du, hvad vi er, vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er samfundets redskaber, hverken mere eller mindre.
sammenknebne forkrøblede samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå af på min fordring til en 1.utg: 180
hel udfyldende livsgerning. Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan HIS: 179
synes? Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet, så var det ude med min magt. Ved du, hvad vi er, vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er samfundets redskaber, hverken mere eller mindre.
FRØKEN HESSEL
Hvorfor ser du dette først nu?
KONSUL BERNICK
Fordi jeg har tænkt meget i den sidste tid, – siden du kom igen, – og mest i denne aften. – Å, Lona, hvorfor kendte jeg dig ikke tilbunds dengang – i gamle dage.
FRØKEN HESSEL
Hvad så?
HU: 131
KONSUL BERNICK
Aldrig havde jeg da givet slip på dig; og havde jeg havt dig, da stod jeg ikke, hvor jeg nu står.
FRØKEN HESSEL
Og tænker du ikke på, hvad hun kunde blevet for dig, hun, som du valgte i mit sted?
KONSUL BERNICK
Jeg ved ialfald at hun intet er blevet for mig af det, jeg trængte til.
1.utg: 181
FRØKEN HESSEL
Fordi du aldrig har delt din livsgerning med hende; fordi du aldrig har stillet hende fri og sand i sit forhold til dig; fordi du
HIS: 180
lader hende gå her og segne under bebrejdelsen for den skam, du har væltet over på hendes nærmeste.
KONSUL BERNICK
Ja, ja, ja; det kommer altsammen fra løgnen og hulheden.
FRØKEN HESSEL
Og hvorfor bryder du så ikke med al denne løgn og hulhed?
KONSUL BERNICK
Nu? Nu er det forsent, Lona.
FRØKEN HESSEL
Karsten, sig mig, hvad tilfredsstillelse dette skin og bedrag bringer dig.
KONSUL BERNICK
Mig bringer det ingen. Jeg må gå tilgrunde som hele dette forhutlede samfund. Men der vokser op en slægt efter os; det er min søn, jeg arbejder for; det er for ham jeg lægger et livsværk tilrette. Der vil komme en tid, da der sænker sig sandhed ned i samfundslivet, og på den skal han grunde en lykkeligere tilværelse end hans faders.
forhutlede samfund. Men der vokser op en slægt efter os; det er min søn, jeg arbejder for; det er for ham jeg lægger et livsværk tilrette. Der vil komme en tid, da der sænker sig sandhed ned i samfundslivet, og på den skal han grunde en lykkeligere tilværelse end hans faders.
1.utg: 182
FRØKEN HESSEL
Med en løgn til underlag? Betænk, hvad det er, du giver din søn i arv.
KONSUL BERNICK
i undertrykt fortvivlelse
Jeg giver ham tusende gange værre arv, end du ved. Men engang må dog forbandelsen vige. Og dog – alligevel – (udbrydende) Hvor kunde I bringe alt dette over mit hoved! Men
bringe alt dette over mit hoved! Men HIS: 181
nu er det sket. Nu må jeg fremad. Det skal ikke lykkes jer at få knust mig!
HILMAR TØNNESEN
Men dette er jo –. Betty, Betty!
KONSUL BERNICK
Hvad nu? Kommer de allerede?
HILMAR TØNNESEN
Nej nej; men jeg må nødvendig tale med nogen –
Han går ud gennem den øverste dør tilvenstre.
FRØKEN HESSEL
1.utg: 183
KONSUL BERNICK
Men han vilde komme igen –
KONSUL BERNICK
Kommer ikke igen? Og Dina rejst med ham?
HIS: 182
FRØKEN HESSEL
KONSUL BERNICK
Rejst; – hun også – med «Indian Girl» –!
FRØKEN HESSEL
Nej; så dyr en fragt turde han ikke betro til den ryggesløse bande. Johan og Dina er rejst med «Palmetræet».
KONSUL BERNICK
Ah! Og altså – forgæves – (går hurtig hen, river op døren til sit værelse og råber ind) Krap, stands «Indian Girl»; den må ikke sejle iaften!
FULDMÆGTIG KRAP
indenfor
«Indian Girl» står alt tilhavs, herr konsul.
KONSUL BERNICK
lukker døren og siger mat
Forsent, – og uden nytte –
1.utg: 184
FRØKEN HESSEL
Hvad mener du?
HU: 133
FRØKEN HESSEL
Hm; se her, Karsten. Johan lader dig sige, at han betror til mig det navn og rygte, han engang lånte dig, og ligeså det, du raned fra ham, da han var borte. Johan tier; og jeg kan gøre
gøre HIS: 183
og lade i den sag, hvad jeg vil. Se, her holder jeg dine to breve i min hånd.
KONSUL BERNICK
Du har dem! Og nu – nu vil du – allerede iaften, – kanske når fanetoget –
FRØKEN HESSEL
Jeg kom ikke herover for at røbe dig, men for at ryste dig således op, at du frivilligt skulde tale. Det er ikke lykkedes. Så bliv da stående i løgnen. Se her; her river jeg dine to breve istykker. Tag stumperne; der har du dem. Nu er der intet, som vidner imod dig, Karsten. Nu er du tryg; vær nu også lykkelig, – om du kan.
KONSUL BERNICK
gennemrystet
Lona, – hvorfor gjorde du ikke dette før! Nu er det for sent; nu er hele livet forspildt for mig; jeg kan ikke leve mit liv efter denne dag.
1.utg: 185
FRØKEN HESSEL
Hvad er her sket?
KONSUL BERNICK
FRØKEN HESSEL
Karsten –!
HIS: 184
Hilmar Tønnesen kommer ilsomt tilbage.
HILMAR TØNNESEN
Ingen at finde; borte; ikke Betty heller!
KONSUL BERNICK
Hvad fejler dig?
HILMAR TØNNESEN
Jeg tør ikke sige dig det.
KONSUL BERNICK
Hvad er det? Du må og skal sige mig det!
HILMAR TØNNESEN
Nu vel; Olaf er rømt med «Indian Girl».
HU: 134
KONSUL BERNICK
tumler tilbage
Olaf – med «Indian Girl»! Nej, nej!
1.utg: 186
KONSUL BERNICK
i døren til sit værelse, råber fortvivlet
Krap, stands «Indian Girl» for enhver pris!
KONSUL BERNICK
Vi må standse det; Olaf er ombord!
HIS: 185
FULDMÆGTIG KRAP
Hvad siger De!
GROSSERER RUMMEL
kommer ud
Olaf løbet bort? Ikke muligt!
HILMAR TØNNESEN
KONSUL BERNICK
Jeg ser ham aldrig mere!
GROSSERER RUMMEL
Å, hvad snak; et stærkt godt skib, nylig repareret –
1.utg: 187
KØBMAND VIGELAND
der ligeledes er kommen ud
– fra Deres eget værft, herr konsul!
KONSUL BERNICK
Jeg ser ham aldrig mere, siger jeg. Jeg har mistet ham, Lona, og – nu ser jeg det – jeg har aldrig ejet ham. (lytter) Hvad er det?
GROSSERER RUMMEL
Musik. Nu kommer fanetoget.
KONSUL BERNICK
Jeg kan ikke, jeg vil ikke modtage nogen!
HIS: 186
GROSSERER RUMMEL
Hvad tænker du på? Det går umuligt an.
KØBMAND SANDSTAD
Umuligt, herr konsul; betænk, hvad der står på spil for Dem.
KONSUL BERNICK
Hvad gælder alt det nu for mig! Hvem har jeg nu at arbejde for?
HU: 135
GROSSERER RUMMEL
Kan du spørge så? Du har da os selv og samfundet.
KØBMAND VIGELAND
Ja, det var et sandt ord.
KØBMAND SANDSTAD
Og konsulen glemmer da vel ikke at vi –
1.utg: 188
Frøken Bernick kommer gennem den øverste dør tilvenstre. Musiken høres dæmpet, langt nede i gaden.
FRØKEN BERNICK
Nu kommer toget; men Betty er ikke hjemme; jeg forstår ikke hvor hun –
KONSUL BERNICK
Ikke hjemme! Der ser du, Lona; ingen støtte, hverken i glæde eller i sorg.
GROSSERER RUMMEL
transparent med indskrift: «Leve Karsten Bernick, vort samfunds støtte!».
HIS: 187
Forhængene drages fra vinduer og dør. Man ser hele gaden illumineret. På huset ligeoverfor er et stort transparent med indskrift: «Leve Karsten Bernick, vort samfunds støtte!».
KONSUL BERNICK
viger sky tilbage
Bort med alt dette! Jeg vil ikke se det! Sluk, sluk!
FRØKEN BERNICK
Hvad fejler ham, Lona?
FRØKEN HESSEL
Hys! (taler sagte med hende)
1.utg: 189
KONSUL BERNICK
GROSSERER RUMMEL
Nej, nu må jeg tilstå –
FULDMÆGTIG KRAP
Hm –
GROSSERER RUMMEL
Nej, men ved du hvad, – du tager dig det også altfor nær.
GROSSERER RUMMEL
Og til skuden, Bernick; den er da ikke synkefærdig, ved jeg.
FULDMÆGTIG KRAP
Hm –
1.utg: 190
KONSUL BERNICK
Jeg føler at mit hår gråner i denne stund.
FRU BERNICK
Karsten, Karsten, ved du –?
KONSUL BERNICK
Ja, jeg ved –; men du, – du, som intet ser, – du, som ikke har en moders øje for ham –!
FRU BERNICK
O hør dog –!
HIS: 189
KONSUL BERNICK
Hvorfor har du ikke våget over ham? Nu har jeg mistet ham. Giv mig ham igen, om du kan!
FRU BERNICK
Ja, jeg kan; jeg har ham!
KONSUL BERNICK
Du har ham!
HERRERNE
Ah!
HILMAR TØNNESEN
Nå, det tænkte jeg nok.
FRØKEN BERNICK
Du har fåt ham igen, Karsten!
1.utg: 191
FRØKEN HESSEL
Ja, vind ham nu også.
KONSUL BERNICK
Du har ham! Er det sandt, hvad du siger? Hvor er han?
FRU BERNICK
Det får du ikke vide, før du har tilgivet ham.
KONSUL BERNICK
Å hvad, tilgivet –! Men hvorledes fik du vide –?
HIS: 190
FRU BERNICK
Tror du ikke en moder ser? Jeg var i dødsangst for at du skulde erfare noget. Et par ord, randsel og klæder borte –
HU: 137
som han lod falde igår –; og da hans værelse var tomt, og randsel og klæder borte –
KONSUL BERNICK
Ja, ja –?
FRU BERNICK
Jeg løb; fik fat i Aune; vi kom ud i hans sejlbåd; det amerikanske skib holdt på at sejle. Gud ske lov, vi kom dog tidsnok, – kom ombord, – fik undersøgt i rummet, – fandt ham. – O, Karsten, du må ikke straffe ham!
KONSUL BERNICK
Betty!
FRU BERNICK
Og ikke Aune heller!
1.utg: 192
KONSUL BERNICK
Aune? Hvad ved du om ham? Er «Indian Girl» under sejl igen?
FRU BERNICK
Nej, det er just sagen –
KONSUL BERNICK
Tal, tal!
FRU BERNICK
Aune var ligeså rystet som jeg; undersøgelsen tog tid; mørket faldt på, så lodsen gjorde vanskeligheder; og så dristed Aune sig til – i dit navn –
HIS: 191
KONSUL BERNICK
Nu?
FRU BERNICK
At standse skibet til imorgen.
FULDMÆGTIG KRAP
Hm –
KONSUL BERNICK
O, hvilken usigelig lykke!
FRU BERNICK
Du er ikke vred?
KONSUL BERNICK
O, hvilket overmål af lykke, Betty!
GROSSERER RUMMEL
Du er da også altfor samvittighedsfuld.
1.utg: 193
HILMAR TØNNESEN
Ja, så snart det gælder en liden kamp med elementerne, så – uf!
FULDMÆGTIG KRAP
oppe ved vinduerne
Nu kommer toget gennem haveporten, herr konsul.
KONSUL BERNICK
Ja, nu kan de komme.
GROSSERER RUMMEL
Hele haven fyldes med mennesker.
HIS: 192
KØBMAND SANDSTAD
Hele gaden er propfuld.
HU: 138
KØBMAND VIGELAND
Lad os tage det med et ydmygt sind, herr Rummel.
GROSSERER RUMMEL
Alle fanerne er ude. Hvilket tog! Der har vi festkommitteen med adjunkt Rørlund i spidsen.
KONSUL BERNICK
Lad dem komme, siger jeg!
GROSSERER RUMMEL
Men hør; i den oprørte sindstilstand, du er i –
1.utg: 194
KONSUL BERNICK
Hvad så?
GROSSERER RUMMEL
Jeg skal ikke være utilbøjelig til at gribe ordet på dine vegne.
KONSUL BERNICK
Nej tak; iaften vil jeg tale selv.
GROSSERER RUMMEL
Men ved du også, hvad du bør sige?
HIS: 193
KONSUL BERNICK
Ja, vær tryg, Rummel, – nu ved jeg, hvad jeg bør sige.
Musiken er imidlertid ophørt. Havedøren slås op. Adjunkt Rørlund i spidsen for festkommitteen træder ind, ledsaget af et par lejetjenere, der bærer en tildækket kurv. Efter dem kommer byens borgere af alle klasser, så mange, salen kan rumme. En uoverskuelig mængde med faner og flag skimtes udenfor i haven og på gaden.
lejetjenere, der bærer en tildækket kurv. Efter dem kommer byens borgere af alle klasser, så mange, salen kan rumme. En uoverskuelig mængde med faner og flag skimtes udenfor i haven og på gaden.
ADJUNKT RØRLUND
Højt ærede herr konsul! Jeg ser af den overraskelse, der maler sig i Deres åsyn, at vi her som uventede gæster trænger ind til Dem i Deres lykkelige familjekreds, ved Deres fredelige arne, omringet af hæderlige og virksomme venner og medborgere. Men det har været os en hjertets trang at bringe Dem vor hyldest. Det er ikke første gang at sådant sker, men dog første gang i en så omfattende målestok. Vi har mangen gang bragt Dem vor tak for det brede moralske navnlig som den klartskuende, utrættelige, uegennyttige, ja selvopofrende medborger, der har grebet initiativet til et foretagende, som efter alle kyndiges timelige trivsel og velvære.
arne, omringet af hæderlige og virksomme venner og medborgere. Men det har været os en hjertets trang at bringe Dem vor hyldest. Det er ikke første gang at sådant sker, men dog første gang i en så omfattende målestok. Vi har mangen gang bragt Dem vor tak for det brede moralske 1.utg: 195
grundlag, hvorpå De, så at sige, har bygget vort samfund. Dennegang hylder vi Dem navnlig som den klartskuende, utrættelige, uegennyttige, ja selvopofrende medborger, der har grebet initiativet til et foretagende, som efter alle kyndiges HU: 139
mening vil give et mægtigt fremstød til dette samfunds timelige trivsel og velvære.
STEMMER BLANDT MÆNGDEN
Bravo, bravo!
ADJUNKT RØRLUND
Herr konsul, De har i en række af år foregået vor by med et lysende exempel. Jeg taler ikke her om Deres mønstergyldige familjeliv, ej heller om Deres uplettede moralske vandel overhovedet. Deslige ting være henviste til lønkamret og ikke til erhvervsgrene tillive har De grundlagt hundreder af familjers velfærd. Med andre ord – De er dette samfunds grundpille i eminent betydning.
Deslige ting være henviste til lønkamret og ikke til HIS: 194
festsalen! Men jeg taler om Deres borgerlige virksomhed, således, som den ligger åben for alles øjne. Veludrustede skibe går ud fra Deres værfter og viser flaget på de fjerneste have. En talrig og lykkelig arbejdsstok ser op til Dem, som til en fader. Ved at kalde nye erhvervsgrene tillive har De grundlagt hundreder af familjers velfærd. Med andre ord – De er dette samfunds grundpille i eminent betydning.
STEMMER
Hør, hør, bravo!
ADJUNKT RØRLUND
Og just dette uegennyttighedens skær, der hviler over al Deres vandel, er det, der virker besynderligen i disse tider. De står nu i begreb med at skaffe os en – ja, jeg tager ikke i betænkning at nævne ordet prosaisk og ligefrem – en jernbane.
1.utg: 196
så usigelig velgørende, besynderligen i disse tider. De står nu i begreb med at skaffe os en – ja, jeg tager ikke i betænkning at nævne ordet prosaisk og ligefrem – en jernbane.
MANGE STEMMER
Bravo! Bravo!
ADJUNKT RØRLUND
Men dette foretagende lader til at skulle støde på vanskeligheder, væsentlig dikterede af snevre selviske hensyn.
STEMMER
Hør; hør!
ADJUNKT RØRLUND
Det er nemlig ikke forbleven ubekjendt, at visse individer, der ikke hører til vort samfund, er kommen dette steds stræbsomme borgere i forkøbet, og har sat sig i besiddelse af visse retteligen burde være kommen vor egen by tilgode.
HIS: 195
fordele, som retteligen burde være kommen vor egen by tilgode.
STEMMER
Ja, ja! Hør!
HU: 140
ADJUNKT RØRLUND
1.utg: 197
FORSKELLIGE STEMMER
Hm! Nej; nej! Jo; jo!
ADJUNKT RØRLUND
Det er således mennesket som borger i staten, – manden, som han skal og bør være, – hvem vi iaften i Dem bringer vor hyldest. Gid Deres foretagende må vorde til sandt og varigt held for dette samfund! Jernbanen kan visselig blive en vej, hvorpå vi udsætter os for at tilføres fordærvelige elementer udenfra, men også en vej, der hurtigt skaffer os af med dem. Og slette elementer udenfra kan vi jo, selv nu, ikke holde os fri for. Men at vi just på denne festlige aften, efter hvad rygtet siger, heldigen og hurtigere end forventet, er bleven visse sådanne elementer kvit –
borger i staten, – manden, som han skal og bør være, – hvem vi iaften i Dem bringer vor hyldest. Gid Deres foretagende må vorde til sandt og varigt held for dette samfund! Jernbanen kan visselig blive en vej, hvorpå vi udsætter os for at tilføres fordærvelige elementer udenfra, men også en vej, der hurtigt skaffer os af med dem. Og slette elementer udenfra kan vi jo, selv nu, ikke holde os fri for. Men at vi just på denne festlige aften, efter hvad rygtet siger, heldigen og hurtigere end forventet, er bleven visse sådanne elementer kvit –
STEMMER
Hys! Hys!
ADJUNKT RØRLUND
– det tager jeg som et lykkeligt varsel for foretagendet. At jeg
HIS: 196
berører dette punkt her, viser at vi befinder os i et hus, hvor den ethiske fordring stilles højere end familjebåndet.
STEMMER
Hør! Bravo!
KONSUL BERNICK
samtidigt
Tillad mig –
1.utg: 198
ADJUNKT RØRLUND
Kun få ord endnu, herr konsul. Hvad De har udrettet for denne kommune, har De visselig ikke udrettet med den bagtanke, at det for Dem skulde drage nogen håndgribelig fordel efter sig. Men et ringe tegn på erkendtlige medborgeres påskønnelse tør De dog ikke tilbagevise, og det allermindst i denne betydningsfulde stund, da vi, efter praktiske mænds forsikring, står foran begyndelsen til en ny tid.
MANGE STEMMER
Bravo! Hør! Hør!
HU: 141
Han giver lejetjenerne et vink; de bringer kurven nærmere; medlemmer af festkommitteen fremtager og præsenterer under det følgende de genstande, hvorom der bliver talt.
ADJUNKT RØRLUND
Så har vi da her, herr konsul, at overrække Dem et sølv-kaffe-service. Lad det smykke Deres bord når vi i fremtiden, som så ofte før, har den glæde at samles i dette gæstfrie hus.
Og også Dem, mine herrer, der så redebon har ståt vort samfunds første mand bi, beder vi modtage en liden erindringsgave. Denne sølv-pokal er til Dem, herr grosserer humanitet har sat Dem i den behagelige stilling at tælle venner indenfor alle partier i samfundet. – Og til Dem, herr købmand Vigeland, har jeg, til pryd for Deres lønkammer, at frembyde denne huspostille på velin og i pragtbind. Under årenes modnende indflydelse har De nået frem til en alvorsfuld livs-betragtning; Deres virksomhed i døgnets gøremål har gennem en årrække været lutret og adlet af tanken på det højere og det hinsidige. (vender sig til mængden) Og hermed, mine venner, et leve for konsul Bernick og hans medkæmpere! Et hurra for vort samfunds støtter!
redebon har ståt vort samfunds første mand bi, beder vi modtage en liden erindringsgave. Denne sølv-pokal er til Dem, herr grosserer HIS: 197
Rummel. De har så ofte, i veltalende ord, under pokalernes klang forfægtet dette samfunds borgerlige interesser; gid De ofte må finde værdige anledninger til at løfte og tømme denne pokal. – Dem, herr købmand Sandstad, overrækker jeg dette album 1.utg: 199
med fotografier af medborgere. Deres bekendte og anerkendte humanitet har sat Dem i den behagelige stilling at tælle venner indenfor alle partier i samfundet. – Og til Dem, herr købmand Vigeland, har jeg, til pryd for Deres lønkammer, at frembyde denne huspostille på velin og i pragtbind. Under årenes modnende indflydelse har De nået frem til en alvorsfuld livs-betragtning; Deres virksomhed i døgnets gøremål har gennem en årrække været lutret og adlet af tanken på det højere og det hinsidige. (vender sig til mængden) Og hermed, mine venner, et leve for konsul Bernick og hans medkæmpere! Et hurra for vort samfunds støtter!
HELE SKAREN
Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter! Hurra, hurra, hurra!
FRØKEN HESSEL
Til lykke, svoger!
Forventningsfuld stilhed.
KONSUL BERNICK
begynder alvorligt og langsomt
Mine medborgere, – gennem Deres ordfører blev det sagt, at vi iaften står foran begyndelsen til en ny tid, – og husvild i dette samfund.
ordfører blev det sagt, at vi iaften står foran begyndelsen til en ny tid, – og HU: 142
det håber jeg skal blive tilfældet. Men for at dette kan ske, må vi tilegne os sandheden, – sandheden, som indtil iaften gennemgående og i alle forholde, har været husvild i dette samfund.Overraskelse blandt de omstående.
Jeg må da begynde med at vise tilbage de lovord, som De, herr adjunkt, efter skik og brug ved deslige anledninger, har overøst mig med. Jeg fortjener dem ikke; thi jeg har indtil idag ikke været nogen uegennyttig mand. Har jeg end ikke altid efterstræbt pengefordel, så er jeg mig ialfald dog nu bevidst, at et begær og en higen efter magt, indflydelse, anseelse, har været drivkraften i de fleste af mine handlinger.
skik og brug ved deslige anledninger, har overøst mig med. Jeg fortjener dem ikke; thi jeg har indtil idag ikke været nogen uegennyttig mand. Har jeg end ikke altid efterstræbt pengefordel, så er jeg mig ialfald dog nu bevidst, at et begær og en higen efter magt, indflydelse, anseelse, har været drivkraften i de fleste af mine handlinger.
GROSSERER RUMMEL
halvhøjt
Hvad nu?
KONSUL BERNICK
Lige over for mine medborgere gør jeg mig ingen bebrejdelse herfor; thi jeg tror endnu, at jeg tør stille mig i første række blandt de dygtige her hos os.
MANGE STEMMER
Ja, ja, ja!
KONSUL BERNICK
Men hvad jeg lægger mig selv til last er, at jeg så ofte har været svag nok til at bøje ind på krogveje, fordi jeg kendte og frygted vort samfunds tilbøjelighed til at skimte urene bevæggrunde bagved alt det, en mand her foretager sig. Og nu kommer jeg til et punkt, som vedrører dette.
1.utg: 201
GROSSERER RUMMEL
urolig
Hm – hm!
KONSUL BERNICK
Her går rygter om store ejendomskøb opover i landet. Disse ejendomme har jeg købt, allesammen, jeg alene.
HIS: 199
DÆMPEDE STEMMER
Hvad siger han? Konsulen? Konsul Bernick?
KONSUL BERNICK
De er foreløbig i min hånd. Naturligvis har jeg betroet mig til mine medarbejdere, de
HU: 143
herrer Rummel, Vigeland og Sandstad, og vi er bleven enige om –
GROSSERER RUMMEL
Det er ikke sandt! Bevis – bevis –!
KØBMAND VIGELAND
Vi er ikke bleven enige om nogenting!
KØBMAND SANDSTAD
Nej, nu må jeg da sige –
KONSUL BERNICK
Det er ganske rigtigt; vi er endnu ikke bleven enige om det, jeg vilde nævnt. Men jeg håber sikkert at de tre herrer samstemmer med mig når jeg fortæller, at jeg iaften er bleven enig med mig selv om at disse ejendomme skal udbydes til almindelig aktietegning; enhver, som vil, kan få del i dem.
1.utg: 202
MANGE STEMMER
Hurra! Leve konsul Bernick!
GROSSERER RUMMEL
sagte til konsul Bernick
Et så nedrigt forræderi –!
KØBMAND SANDSTAD
ligeså
Altså narret os –!
HIS: 200
KØBMAND VIGELAND
Nå, så dævelen rive –! Å kors, hvad er det jeg siger?
MÆNGDEN
udenfor
Hurra, hurra, hurra!
KONSUL BERNICK
Stilhed, mine herrer. Jeg har ingen adkomst til denne hyldest; thi hvad jeg nu har besluttet, var ikke fra først af min hensigt. Min hensigt var at beholde det hele selv, og jeg er fremdeles af den mening at disse ejendomme bedst kan nyttiggøres, om de forbliver samlet på en
hånd. Men man kan vælge. Ønsker man det, så er jeg villig til at forvalte dem efter bedste skøn.
adkomst til denne hyldest; thi hvad jeg nu har besluttet, var ikke fra først af min hensigt. Min hensigt var at beholde det hele selv, og jeg er fremdeles af den mening at disse ejendomme bedst kan nyttiggøres, om de forbliver samlet på en
hånd. Men man kan vælge. Ønsker man det, så er jeg villig til at forvalte dem efter bedste skøn.
STEMMER
Ja! Ja! Ja!
KONSUL BERNICK
Men først må mine medborgere kende mig tilbunds. Lad så enhver granske sig selv, og lad det så stå fast, at fra iaften begynder vi en sminke, med sit hykleri og sin hulhed, med sin løjede skikkelighed og med sine jam
1.utg: 203
ny tid. Den gamle, med sin sminke, med sit hykleri og sin hulhed, med sin løjede skikkelighed og med sine jamHU: 144
merlige hensyn, skal stå for os som et musæum, åbent til belærelse; og til dette musæum skænker vi, – ikke sandt, mine herrer? – både kaffeservicet og pokalen og albumet og huspostillen på velin og i pragtbind.
GROSSERER RUMMEL
Ja naturligvis.
HIS: 201
KØBMAND VIGELAND
mumler
Har De taget alt det andet så –
KØBMAND SANDSTAD
Vær så god.
KONSUL BERNICK
Og nu hovedopgøret med mit samfund. Der blev sagt at slette elementer havde forladt os iaften. Jeg kan tilføje, hvad man ikke ved: den mand, der sigtedes til, er ikke rejst alene; med ham fulgte for at blive hans hustru –
FRØKEN HESSEL
højt
Dina Dorf!
ADJUNKT RØRLUND
Hvad!
FRU BERNICK
Hvad siger du!
Stor bevægelse.
1.utg: 204
ADJUNKT RØRLUND
Flygtet? Løbet bort – med ham! Umuligt!
KONSUL BERNICK
For at blive hans hustru, herr adjunkt. Og jeg tilføjer mere. ( sagte) Betty, fat dig, og bær, hvad der nu kommer. (højt) Jeg siger: hatten af for den mand; thi han har højmodig taget en andens brøde på sig. Mine medborgere, jeg vil ud af usandheden; den har været nær ved at forgifte hver eneste trævl i mig. De skal vide alt. Jeg var for femten år siden den skyldige.
sagte) Betty, fat dig, og bær, hvad der nu kommer. (højt) Jeg siger: hatten af for den mand; thi han har højmodig taget en andens brøde på sig. Mine medborgere, jeg vil ud af usandheden; den har været nær ved at forgifte hver eneste trævl i mig. De skal vide alt. Jeg var for femten år siden den skyldige.
HIS: 202
FRU BERNICK
sagte og bævende
Karsten!
FRØKEN BERNICK
ligeså
Ah, Johan –!
Målløs forbauselse blandt de tilstedeværende.
KONSUL BERNICK
Ja, mine medborgere, jeg var den skyldige, og han rejste. De onde og usande rygter, som bagefter udbredtes, står det ikke nu i menneskelig
HU: 145
magt at modbevise. Men herover tør jeg ikke beklage mig. For femten år siden svang jeg mig ivejret på disse rygter; om jeg nu skal falde på dem, det får enhver overlægge med sig selv.
1.utg: 205
ADJUNKT RØRLUND
Hvilket lynslag! Byens første mand –! (dæmpet til fru Bernick) O, hvor jeg beklager Dem, frue!
HILMAR TØNNESEN
En sådan tilståelse! Nå, det må jeg sige –!
KONSUL BERNICK
Men ingen afgørelse iaften. Jeg beder enhver gå til sit, – at samle sig, – at se ind i sig selv. Når ro er falden over sindene, vil det vise sig om jeg har tabt eller vundet ved at jeg talte. Farvel! Jeg har endnu meget, meget, at angre; men det vedkommer kun min samvittighed. Godnat! Bort med al festpragt. Det føler vi alle, at sligt er ikke her på sin plads.
HIS: 203
ADJUNKT RØRLUND
Visselig ikke. (dæmpet til fru Bernick) Løbet bort! Hun var mig altså dog fuldstændig uværdig. (halvhøjt til festkommitteen) Ja, mine herrer, efter dette tænker jeg det er bedst at vi fjerner os i al stilhed.
HILMAR TØNNESEN
Hvorledes man herefter skal kunne holde ideens fane højt, det –. Uf!
Meddelelsen er imidlertid gåt hviskende fra mund til mund. Alle deltagerne i fanetoget fjerner sig gennem haven. Rummel, Sandstad og Vigeland går bort under hæftig men dæmpet ordstrid. Hilmar Tønnesen lister sig ud tilhøjre. Under taushed bliver tilbage i salen konsul Bernick, fru Bernick, frøken Bernick, frøken Hessel og fuldmægtig Krap.
ordstrid. Hilmar Tønnesen lister sig ud tilhøjre. Under taushed bliver tilbage i salen konsul Bernick, fru Bernick, frøken Bernick, frøken Hessel og fuldmægtig Krap.
1.utg: 206
KONSUL BERNICK
Betty, har du tilgivelse for mig?
FRU BERNICK
ser smilende på ham
Ved du, Karsten, at nu har du åbnet mig den gladeste udsigt i mange år?
KONSUL BERNICK
Hvorledes –?
FRU BERNICK
O, Betty, du har vundet mig! Gennem Lona har jeg først lært dig rigtig at kende. Men lad nu Olaf komme.
FRU BERNICK
Ja, nu skal du få ham. – Herr Krap –!
Hun taler sagte med ham i baggrunden. Han går ud gennem havedøren. Under det følgende slukkes efterhånden alle transparenter og lys i husene.
KONSUL BERNICK
dæmpet
Tak, Lona, du har reddet det bedste i mig – og for mig.
FRØKEN HESSEL
Var det andet, jeg vilde?
1.utg: 207
KONSUL BERNICK
Ja, var det, – eller var det ikke? Jeg kan ikke blive klog på dig.
FRØKEN HESSEL
Hm –
KONSUL BERNICK
Altså ikke had? Ikke hævn? Hvorfor kom du da herover?
KONSUL BERNICK
Lona!
HIS: 205
FRØKEN HESSEL
Da Johan fortalte mig dette om løgnen, da svor jeg ved mig selv: min ungdoms helt skal stå fri og sand.
KONSUL BERNICK
O, hvor lidet har jeg jammerlige menneske fortjent det af dig!
FRØKEN HESSEL
Ja, dersom vi kvinder spurgte efter fortjenesten, Karsten –!
Skibsbygger Aune kommer med Olaf fra haven.
KONSUL BERNICK
imod ham
Olaf!
OLAF
Fader, jeg lover dig, jeg skal aldrig mere –
1.utg: 208
KONSUL BERNICK
Løbe bort?
OLAF
Ja, ja, det lover jeg dig, fader.
KONSUL BERNICK
Og jeg lover dig, du skal aldrig få grund til det. Herefter skal du få lov til at vokse op, ikke som arvetager til min livsgerning, men som den, der selv har en livsgerning ivente.
OLAF
Og får jeg også lov til at blive, hvad jeg vil?
HIS: 206
KONSUL BERNICK
Ja, det får du.
HU: 147
OLAF
Tak. Så vil jeg ikke blive samfundets støtte.
KONSUL BERNICK
Så? Hvorfor ikke det?
OLAF
Nej, for jeg tror, det må være så kedeligt.
KONSUL BERNICK
Du skal blive dig selv, Olaf; så får resten gå, som det kan. – Og De, Aune –
SKIPSBYGGER AUNE
Jeg ved det, herr konsul; jeg har min afsked.
1.utg: 209
KONSUL BERNICK
SKIPSBYGGER AUNE
Hvorledes? Skibet sejler ikke iaften.
KONSUL BERNICK
Det sejler heller ikke imorgen. Jeg gav Dem for knap frist. Det må ses grundigere efter.
SKIPSBYGGER AUNE
Skal ske, herr konsul, – og det med de nye maskiner!
HIS: 207
KONSUL BERNICK
Så skal det være. Men grundigt og ærligt. Her er mangt hos os, som trænger til en grundig og ærlig reparation. Nå, godnat, Aune.
SKIPSBYGGER AUNE
Godnat, herr konsul; – og tak, tak, tak!
Han går ud tilhøjre.
FRU BERNICK
Nu er de alle borte.
KONSUL BERNICK
Og vi er alene. Mit navn lyser ikke i ildskrift længer; alle lys er slukket i vinduerne.
FRØKEN HESSEL
Vilde du ønske dem tændt igen?
KONSUL BERNICK
Ikke for nogen pris i verden. Hvor har jeg været henne! I vil forfærdes, når I får vide
1.utg: 210
det. Nu er det som jeg var kommen til sans og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan blive ung og sund igen. O, kom nærmere, – tættere omkring mig. Kom, Betty! Kom, Olaf, min gut! Og du, Marta; – jeg har ikke set dig i alle disse år, synes jeg.
FRØKEN HESSEL
Sandt, sandt; og just derfor, – ja, det står fast, Lona, – du rejser ikke fra Betty og mig.
FRU BERNICK
Nej, Lona, det må du ikke!
FRØKEN HESSEL
Nej, hvor kunde jeg forsvare at rejse fra jer unge folk, som skal begynde at sætte bo? Er jeg ikke fostermoder? Jeg og du, Marta, vi to gamle tanter –. Hvad ser du efter?
FRØKEN BERNICK
Hvor himlen klarner. Hvor det lysner over havet. «Palmetræet» har lykken med sig.
FRØKEN HESSEL
Og lykken ombord.
KONSUL BERNICK
Og vi – vi har en lang alvorlig arbejdsdag ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer sanddru kvinder. Det har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder, som er samfundets støtter.
1.utg: 211
blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder. Det har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder, som er samfundets støtter.
